Du Lykkelige,
som valgte frit at dø for Land og Folk!
O, da Du slængte hen din Bibelbog
og ung og kraftig skyndte Dig til Fanen,
da tog Du med hvert evigt Sandheds-Ord,
som gjemmes i de gamle skrevne Blade
lig Hyacinthen i et Blomsterløg;
ja, det var dette Ord, som drev Dig frem,
langt ud fra Faer og Moer, fra Slægt og Venner,
i Farens Favn, til Grøftens vaade Leje,
til Markens blodbestænkte Arnested!
Og da Du, saaret og til Døden mattet,
selv døende, til Døende gav hen
det Nadverbrød, som i sin Trængsels Nat
Al frelseren til Syndebod velsigned,
da følte Du,
at, har end Verden Tusindtal af Smerter,
den har af Sorger kun en eneste:
Et skyldbetynget Sind! Een Glæde kun,
at vide sig i Samfund med den Gud,
som kjender alle Hjertets skjulte Veje.
Og derfor Fred,
Fred med dit Støv, og Stjerner om dit Minde!