Christian Richardt (1831–92)

Velsignede Dag, som i Lundenes Skygge,

de lyse, de grønne, med springende Løv,

i Kirken, den stille, den gamle, den trygge,

har ringet os sammen om Gravenes Støv!

Thi Alt, hvad de planted, de henfarne Sjæle,

det grønnes med Lunden, det knejser endnu;

Aarhundreders Storme har ej kunnet kvæle

det Frø, som de saaede med troende Hu.

Ja, Tro har Frøet lagt i aabne Fure,

og Tro har bygget disse stærke Mure,

og ærlig Fromhed, reen og sund,

viet al Værkets Grund.

Fuldt rustet Herluf gik i Kampen,

hans Brynje blinked i Kartovedampen, —

men i saamangen lønlig Dyst

var Troen Pantser om hans Bryst;

og, saaes Birgitte huslig skride

med Nøgleknippet ved sin Side, —

hun vidste, Nøglerne til Naadens Borg,

som lukke i for Synd og Sorg,

de maa af Korsets Nagler smedes,

og der maa troes og der maa bedes.

Det var en Tid af Aand og Staal;

de gamle Helgensyner blegned,

de tomme Klosterceller segned

for Luen fra et Wittenberger-Baal.

Frem stormer Slægten over Kirkens Fjæle,

og Fortids fromme Værk de splitte;

men trindt der fødes vaagne Sjæle,

og mellem dem var Herluf og Birgitte.

        »Her, hvor Aaen stille bruser,

        her hvor Bølgen sagte suser,

        bygger jeg mit Lærdomsly;

        her skal Morgensangen klinge,

        her de unge Aander svinge

        sig med Lærkerøst mod Sky!

        »Kommer hid til Herrens Ære!

        Hver, som blot har Lyst at lære,

        rækker jeg et hegnet Skjul!

        Travlt som Aaen skal I virke,

        og engang i Stat og Kirke

        løfte med paa Tidens Hjul!«

        Saa han talte, Herluf Trolle.

        Brat i Døden sank den bolde,

        hjertevarme, fromme Helt.

        Sandheds Ven og Mørkets Fjende!

        Selv Du rejste Dig dit Minde

        under Danmarks grønne Telt.

        Lær os, Herre! tro at virke

        i den gjæve Ridders Spor,

        sammenbygge Hjem og Kirke,

        lægge Grunden med dit Ord,

        Taaren tørre, hvor vi kunne,

        dele Alt til Danmarks Gavn,

        tro som han paa Jesu Vunde,

        dø som han i Jesu Navn!

        Hellige Haller

        alt gjemme de herlige To,

        men over Gravenes Bo

        til Arbejd det kalder:

        Naar i gryende Vaar

        Spurven er med i Sædemands Fure,

        pløjes der travlt bag Skolens Mure,

        saaes for de kommende Aar;

        og naar Leernes Røst

        bæres ud over Land af de høstlige Vinde,

        fuldmodnes Sjælenes Ax derinde

        til dansk, til nærende Høst.

        Lig Bølgen om Herlufs Snække

        rulle Tiderne brat;

        om Danmark skiftende lægge

        sig Solskin og snetyk Nat.

        Alt Enevælden skygged

        over det ganske Land, —

        Borgen, hvor Helten bygged,

        staar sig mod Tidens Tand.

        Og kom der rolige Dage

        med stiv og stille Færd,

        snart hørte man det brage

        med Jordskjælv fjernt og nær.

        Saamangen Skude kantred,

        slynget mod Klippens Væg;

        Holmen, hvor Herluf vandred,

        bar sine Svane-Æg.

        Et tredie Sekel sjunger

        fra Hav sin Morgensang,

        og Frihedshymnen runger:

        Folkenes Lænker sprang.

        Af Sagas fulde Tavle

        der slettes mangt et Ry; —

        Herlufs takkede Gavle

        løfte sig end mod Sky.

Saa trofast er Han, den almægtige Gud,

mod dem, som ham elske, som holde hans Bud!

I tusinde Led deres Værk han bevarer

og bærer det frem gjennem tusinde Farer.

Den Aand, som lued i hine Tvende,

gid den maa i danske Hjerter brænde!

En Eg man styrker ved blanke Baand,

men Gudsfrygt frelser en Folkeaand.

        Velsign, o Gud, vort Ungdomshjem,

        en vaagen Slægt til Baade!

        Velsign og kald af Skyggen frem

        vort Land i al dets Vaade!

                Og maa der Tugt og Tvang

                til Støvets Skolegang:

                Naar kun med Dig vi gaa,

                da vil vi Palmen naae

        ved Naade over Naade.