For Danmark
Juli 1883
Juli 1883
O Danmark i din Sommerpragt
før Svalerne er fløjne,
hvor klæder Dig din Rosendragt
i dine Sønners Øjne!
Men ak, i Folkehjertets Jord
der trives grimme Tidsler,
og Spottens Snerle tæt sig snoer,
og Tvedragts-Ormen hvisler!
Og Folket, som med enig Hu
har magtet stærke Lanser,
det nøjes med at storme nu
kun Talerstolens Skanser!
Og vi, som gik paa Sejerstogt
fra Fredericias Volde,
vil ungdomskaadt og gammelklogt
nu kaste Vrag paa Skjolde!
Har vi da glemt i Feberglød,
hvad Skjæbne vi har fristet,
hvad Kjerne i det danske Brød
vi har med Slesvig mistet?
Skal Danmark som et toptørt Træ
for første Vindpust falde —
hvi vil kun Nogle plante Læ,
hvorfor vil ikke Alle?
Hvad hjalp det, om med Brask og Brall
os Guldets Glans tilsmilte, —
det blev en Støtte af Metal,
som paa en Leerfod hvilte!
Hvad hjalp det, om en Fleertals-Dom
lod haant om Landets Kræfter —
er Ærens Træ først hugget om,
da følger Lykkens efter
Gid vore bedste Minders Glans
saa stærkt i Øjet skjære,
at Alle maa med vaagen Sans
staa op til Danmarks Ære!
Gjør Kjæde som paa Jyllands Strand
af faste danske Hænder,
og bring vort Folkeliv i Land,
at ej vor Saga ender!