Det lysner over Norden fra Frejas blanke Rok,
men Freja selv hun lyser i Nordens Jomfruflok;
og synger vi om hende, da gjør vi ikke stort,
da gjør vi kun det Samme, som Fædrene har gjort.
Thi Kvindenavn var altid et Frihedsnavn i Nord,
og hvem har været stærkest, mon Freja eller Thor?
Han hamred med sin Mjølner i Thursepander graa,
men Hjertets spæde Hamren den maatte hunforstaa.
Han aag med sine Bukke, han sprængte Ur og Fjeld,
hun sprængte Laas og Lukke for dybest Sjælevæld;
han trodsed Jætteborgen, hugg Klipperne i Flis,
men Du var stærk i Sorgen, graadfagre Vanadis!
Og var hun af de stærke, saa er hun det endnu,
hun løfter al vor Gjerning, hun binder al vor Hu;
jomfruelig som Birken, som Bøgen moderlig,
endnu hun kaarer Hælvten af Kæmperne for sig.
Ja hver en lokket Jomfru, og hver en kranset Brud,
og om hun bærer Vadmel hvad eller Silkeskrud,
og hver en trofast Hustru, som leerad Modens Kram,
som laaner Mandens Tanke sin stærke Fjederham, —
og hver en snehvid Moder, som Sønner signe kan,
og hver en lille Vildkat i Frejas lette Spand, —
dem alle, alle, alle, dem gjælder denne Sang,
men skulde vi dem nævne, saa blev den altfor lang.