Hvor fordum Volmers Ganger sprang
ad Gredstedbroens Fjæle,
der knejser over Jyllands Vang
de tydske Grænsepæle;
det er, som om de drypped Gift
i Aaens blanke Vande!
et Gitterværk med Smædeskrift,
et Fangebur de danne!
Fornemme vi da Kvindegraad
fra vore Brødres Fængsel?
Nej Klang af Mod og Klang af Daad,
kun høj og mandig Længsel.
Der naaer os som en Psalmesang
fra Haabets lyse Kirke,
som det var Stenene, der klang
i Viljens Dannevirke!
Tak, I, der luged Tidselgræs
af vore Faldnes Grave,
der brydes som det stejle Næs
med dem, der vil Jer ave!
Tak for I vil i Liv og Død
kun gode Danske være,
og Tak for Troens stærke Glød, —
af Eder vil vi lære.
Maaskee der end skal holdes ud
i Hjerter og i Tanker,
og bankes paa hos Kraftens Gud,
og tømres nye Planker;
maaskee er Leret end for blødt
til Fremtids Mur at tætte,
maaskee der kræves mere Rødt
til Dannebrog at tvætte; —
Men komme skal den Frydestund
til Bod for Vee og Vaade,
da Danmark vaagner karsk og sund
som Danmark af Guds Naade,
da tusindstemmigt »Modersmaal«
skal samle danske Sjæle,
da blusse skal et Glædesbaal
af hine Grænsepæle!