Hjertet ej sin Gud vil dyrke,
mener det kan trodse ham,
sætter som i Jætte-Styrke
selv en Ære i sin Skam —
til det vaagner fuldt af Jammer,
mærker det er Herrens Dag!
til Guds Lov som Gudens Hammer
truer det med Mjølner-Slag.
Men, naar Sjælen bange grunder:
Hvor skal Frelsen komme fra?
skyder sig et Fjeld ind under —
Korsets Klippe, Golgatha!
Det var Gud, som med mig trætted,
det var Ham, som Angsten jog!
Det var Gud, som Slaget retted,
det var Ham, som Slaget tog!
Dog blev Lovens tunge Hammer
svunget ej i Luften blindt —
sprængt den har af Hjertets Kammer
al dets Hovmods haarde Flint!
Og i Dalene derinde,
vil — hos mange skjøre Siv —
Roser og sig lade finde,
som Guds Kjærlighed gav Liv.