I Pyramidens gamle Mumie-Grav,
som paa et Rev fra svundne Tiders Hav,
er fundet Korn fra Tusindaar tilbage,
der nys for Dagen bragt, i Mulden lagt,
har sine gyldne Ax mod Lyset strakt,
selv avlet — tænk! — i Faraoners Dage.
Den sorte Mumie med sin stramme Hud,
ret som et Svøbebarn i snøret Skrud,
den er et Vrængebilled kun af Livet,
der praler med en løjet Varen ved,
men taler højt dog om Forgæng’lighed,
ved Baand og Balsamering kunstig stivet.
Men Hvedekornet i sin haarde Skal,
der grønnes efter Aar i Tusindtal —
med det et Livshaab over Graven vugges.
Kan Kornet leve, skal da Sjælen dø!
Er ikke Sjælen meer end mange Frø?
Blev den kun tændt, for hastelig at slukkes?
Du, som staar kold og stum ved Dødens Sti,
og Du, som troer, at Alt er dér forbi,
læs dog, hvad Mumie-Kornets Spirer skreve!
Glem hverken Graven eller Gravens Frø,
men lev som den, der visselig skal dø!
og dø som den, der visselig skal leve!