Christian Richardt (1831–92)

Tilfods, tilfods over Mark og Sti

vi vandre,

og Posten overlade vi

til Andre;

den raske Vind maa nok forstaa

at trutte løs i Blad og Straa,

og blæse os et Stykke;

Bagagen er et Pund Tobak,

Stationen er en Kløverstak

i Hybenhækkens Skygge.

Tilkroes, tilkroes i den svale Skov

vi ile,

der har vi Ly, der har vi Lov

at hvile;

hvor Hindbærbusken blinker rød,

vi pakke ud vort Smørrebrød —

ak, Smørret er nok smeltet;

en ganske dejlig blomstret Dug,

saa snehvid som til Søndagsbrug,

er bredet under Teltet.

Tilfods, tilfods gjennem Busk og Krat

vi drage

til Byens kvalme Sommernat

tilbage;

men, støved’ og med revent Skind,

vi bringe hjem et frejdigt Sind,

for Stuestøvet rystet;

de vilde Roser voxte tæt,

af dem vi har en frisk Buket

Om Hatten og i Brystet.