Rejsebrev
til min Hustru.
til min Hustru.
Díssentis, i August 84.
Min egen M . . . .! det var dog en Skam,
om ej Du lidt mere fik høre,
end hvad der gjennem et Telegram
er kommet Dig for Øre:
om hvordan (ret som i en St. Veits
omhvinet og omrumlet)
jeg kom som Ilgods herned til Schweiz
— skjøndt nok lidt ør og fortumlet.
Det var som et geografisk Rids
af halve Germaner-Landet,
lige fra Holstens østlige Spids,
hvor Rylen tripped i Sandet —
forbi de gammeldags Bindingsværks-By’r
med uhyre Enge i Fronten —
indtil som et Lag af blaanende Sky’r
der kom Bjerge i Horizonten.
Mangen En kom og tog sin Plads
og veg saa igjen for en Anden,
jeg friskede op mit der-du-das,
— men hvad der boede i Manden,
om han var rød eller hvid eller graa,
Katholik eller Strauszianer,
det kunde jeg bare gjætte paa —
der var slet ingen Plads til Faner.
I Frankfurt tog jeg min Aftenbid
lidt eensomt mellem de Mange —
den var forresten ganske solid,
og jeg skaaled adskillige Gange.
Saa peb man os ind i Coupéen igjen,
og der var Plads til at ligge —
»Og kom til at sove?« Nej, min Ven,
det gjorde jeg netop ikke!
Du veed, hvor jeg har ønsket mig tidt
et bedre Sovehjerte —
jeg blundede lidt, jeg røgte lidt,
jeg lod mig af Kulrøg sværte —
nogle Springfyre kom fra et lille Knald
og gjorde mig ganske vaagen —
da tvættede Freiburgs Kathedral
sit Spir i Schwarzwald-Taagen.
Men det var mod Trætheden Medicin,
da fra Basel’ er-Broens Buer
jeg atter gjensaae den blanke Rhin
i straalende Morgenluer —
Rhinen, hvis blide Gammelmands-Smil
os mødte ved Leydens Enge
— hvor i Vuggen den vælter sig uden Hvil,
fik jeg see om ikke saa længe.
Og Minderne vaagned for hvert Kvarteer
gjennem Schweiz’s bølgende Dale:
ved de kvilrende Vande, fleer og fleer,
og ved Træhusets udskaarne Svale
ved de røde Nellikers byggende Hang!
og ved Jungfraus blinkende Smykke!
ved Køernes Klokker! ved Reuss’s Sang —
da fornam jeg Gjensynets Lykke.
Og da atter den styrkende Luft mig hjalp
tilvejrs paa en solfyldt Tinde,
hvor i Sennhyttens Læ fra den skraanende Alp
jeg igjen saae Bræerne skinne!
og i Bjergpigens Hilsen fandt talende Spor
af trohjertet Uskyld og Ynde —
da nikked jeg til det dristige Ord:
Paa Alpen er der langt til at synde!
Nu sidder jeg her i Díssentis,
nærmere Rhin end Rhone,
og øver mig jævnt i Sprog-Exercis
i vort gamle »Condrau zur Krone«;
og nyder Hotellets gode Kost,
med Masser af smaa Foreller,
og kommer i Suppen min revne Ost,
og tømmer min Flaske Saseller.
Og i Rhin-Kløften har jeg nu sat min Fod,
— Du veed, med de mørke Graner —
hvor den skummer sig frem, den kongelige Flod,
under knejsende Partisaner!
Og en Hilsen kan jeg da bringe Dig
fra mangen en snedækt Isse!
og fra den dryppende Tunnel-Vej —
og saa fra de røde Grise!
De røde Grise — Du husker dem nok —
de smaa med oprejst Hale,
som kile hver Morgen forbi i Flok,
det er nogle pudsige Ka’le!
Jeg kan tænke, de var Longobarden tilpas
(de skal stamme »fra Kelternes Tider!«)
— dog i Skjoldene har de vel ikke havt Plads
til røgede Flæskesider.
— Men, har derhjemme I Travlhed havt
med Rugen at meje og binde —
hernede høster vi og paa Kraft,
naar Sæden moden vi finde!
Jeg skjær’ mig en Haanclfuld Vers som bedst
— Traver til Gyldendals Lade —,
og Cabiro sidder i Kamret næst,
og tærsker løs paa sin Kladde.
Tag disse Linier fra en Egn,
hvor sammen vi har travet
i baade Solskin og Snee og Regn,
og Alpe-Runer stavet!
Men gjør det mig godt, min elskede Ven,
den Gjensynets Fryd at fornemme,
— Gudskelov, jeg Gjensynet har igjen
med Dig, og med Alle derhjemme!