Natten taler tyst og stille;
sødt som Elskovsfuglens Trille
klinger hendes Vuggesang;
over Fremtids dunkle Vove
hvælver hun de grønne Skove,
bringer ofte, mens vi sove,
mere Sol end Dagen lang.
Men, — som Søvn har Død til Broder,
taler ogsaa Dødens Moder
gjennem Nattens strenge Røst;
lig en Tordenpsalme klinger
Suset af de sorte Vinger,
naar hun Dommens Fakkel svinger,
lyser op i lønlig Brøst.
Ord og Gjerning, længst begravne,
snart som Duer, snart som Ravne
flokke sig og gaa igjen;
Dagens farverige Løgne
brister under Nattens Øjne,
Syner, som jeg troede fløjne,
suser om mit Leje hen.
Brænder Taaren da paa Kinden, —
er hun atter Trøsterinden,
saa er hendes Herres Bud;
den hun med sin Rædsel skrækker,
den hun med sin Torden vækker,
ham hun Morgnens Stjerne rækker
som et Naadepant fra Gud.