Hvor Kullen stejler mod stormende Sø,
der har hun sin Hytte, den hellige Mø;
nu staar hun højt paa det vilde Fjeld,
at sige den synkende Sol Farvel.
»O Hav! Du Dronning i Kjortlen blaa
med tusind funklende Guldkorn smaa,
Du Vestens bævende Rosenvold
med Solens dalende blanke Skjold, —
O kunde jeg blaane saa mit Spind,
og kunde jeg væve de Guldblink ind,
og kunde jeg sømme min Silke saa,
og Skyens Purpur om Fingren slaa, —
Da skulde jeg skjære den Herre Christ
et Alterklæde som Luen hist,
da skulde jeg virke med Silke fin
til Alterbordet et skumhvidt Lin!«
Hun stod fortabt i det fagre Syn,
som vilde hun tælle de gyldne Lyn,
i hendes Hjerte saa sødt det sang, —
da blev hun med Eet om Barmen trang.
Om hende lænked en Arm sig fast,
hun mødte hans Øjes Slangekast,
og Blodet jog som en Styrtningselv:
Det var Herren i Landet, Jarlen selv!
Jo meer hun jamred, jo meer han lo,
hun hang som en Rose i Tidslens Klo;
stum stirred hun over Havet ud,
men Hjertet sukkede: Hjælp nu Gud!
Hun lod, som hun rakte sin Mund til Kys, —
men samme Time hun sled sig løs;
hun lod, som hun gav sig i hans Favn, —
men Havet var hendes Længsels Havn.
Et Nu, og hun stod paa den bratte Skrænt,
med Offerflammen i Øjet tændt;
saa styrted hun sig i Dybet trøst,
som Barnet tyer til sin Moders Bryst.
Hun steg, hun sank, og hun steg igjen,
selv var hun hos alle Sjæles Ven;
men frem sig vugged i Maaneskin
en Pude for hendes hvide Kind.
Den skød sig frem af den graa Granit,
den flød paa Bølgerne let og blidt,
den gyngede hende mildt afsted
i Nattens Stilhed til Sjællands Bred.
Og hist, hvor brusende Kattegat
skyller vor Strand ved Dag og Nat,
der fandt de hende paa hviden Sand,
da Solen steg over Klintens Rand:
Om hendes Hoved af Tang en Krans,
om hendes Læber en Morgenglans, —
til Gravlin gav hende Bølgen blaa
hint Rosenklæde med Guldblink smaa.