Min Celle gjenlød af Psalmesang,
nu brænder mit Blod derinde!
Mit Klosters kjølige Søjlegang
kan ej min Længsel binde;
thi fra den Time, jeg hende saae,
er al den Syngen gaaet istaa,
som gik med Klosteruhret!
Og Kilden hvisker om Fjeldets Luft,
og hvert et Blomsters krydrede Duft
lokker mig ud af Buret.
Jeg kan ikke bede min Rosenkrans,
kun Læben Perlerne følger;
og hende seer jeg i Kjertens Glans,
bag Virakskyernes Bølger;
med Tiggerposen jeg Mil paa Mil
gaar tilfjelds for at tigge et lønligt Smil,
for en Sølvpils Glimt at fange;
og kaster jeg mig paa Lejet hen,
er Dødninghovedet mig en Ven —
men for mig selv er jeg bange.
O Moder, hvi bandt Du et tolvaars Barn
med Kirkens hellige Kjæde, —
mit Munkeløfte er nu det Garn,
som Djævlen holder mig rede!
Jeg er ikke skabt til Helgen, jeg,
de tusinde Tvivl fortære mig,
jeg tror ej Kirkens Propheter;
den fremmede Maler har gjort mig klog,
og selv har jeg læst i den hellige Bog:
Hustru havde Sanct Peter!
Hvi tør jeg Ingen elske, jeg,
ingen liden Hytte mig bygge!
Den fattigste Hyrde paa alfar Vej
tør kjende Kjærligheds Lykke;
tør sætte Bo i Campagnens Grus
og med en Voxstilk til Brudeblus
favne sin brune Pige, —
trykke det lallende Barn til sit Bryst,
elske det op i Nød og Lyst,
den Lykke- Lykkelige!
Kunde jeg bytte min Klostergrav
mod en Gravruin paa Heden, —
med Krumstav bedre end Bispens Stav,
skulde jeg vogte Geden!
Var først Taråntelen fejet ud,
saa flytted jeg ind med min unge Brud,
som Vinden frisk tilmode;
en Smule Hvælving til Højenloft,
lukket med Leer saa tæt som grovt,
snart skulde vi Væggen sode!
En stumpet Bue til Vingaardsland,
en Lyngkrans om vor Frue, —
vee mig! jeg er i Munkestand,
tør aldrig fange min Due;
vee mig, jeg træder paa Hængedynd!
O Synd I gjør, at I gjør til Synd,
hvad af mit Bryst er vældet!
Nu kimer det første Bedeslag, —
farvel min Kutte, mit Klostertag!
Saa heller Røver paa Fjeldet!