Christian Richardt (1831–92)

Den glade Tid kan Ingen af os glemme,

da vi var Smaa, og der var Jul derhjemme,

dengang vi sad i Mørke

med Hjertet Hop i Hop,

og angst af lutter Glæde

saae Døren springe op,

Paradis! drømt saa mange Gange!

Skjønne Træ, Træ foruden Slange,

Juletræ!

Saa voxte vi — fra Nødder og fra Kager,

men Lysten voxte efter andre Sager;

den hele Verdens Rige

blev os et Juletræ,

med mange gyldne Frugter

i sine Grenes Læ!

højt hang Rom som en dejlig Stjerne,

plukke den vilde vi saa gjerne,

plukke den.

Og videre vi fo’r i Verdens Rige,

og Alpekongen laante os sin Stige,

og Haanden ud vi rakte,

og Roma kom vi nær,

og Flitterguld var ikke

dens farverige Skjær.

Oldtids Kraft tændte Straaleglansen,

Sang og Kunst fletted sig i Kransen,

Sang og Kunst!

Men selv mod Rom tør frit i Skranken træde

hin Barndoms Lyst, hin hjemmefødte Glæde!

Den komme som en Granduft

og give Sang vor Røst,

den lægge som et Sneeblink

om Laurens dunkle Bryst!

Her i Rom, her ved ponte molle,

hjemlig Jul Nordens Sønner holde, —

hjemlig Jul!