Jeg fanged engang en ædel Falk;
men Fængsel hued den ikke!
Den hugg’ med Næbbet i Bord og Balk,
vilde hverken æde eller drikke.
Ilde den tyktes om Hættens Baand,
den led ej Bjældernes Klingen;
og rakte jeg frem min Fyrstehaand,
saa hakked den efter Ringen.
Nu fra min Haand den sætter i Sky
saa kjæk og kry!
Sin Frihed kunde den tage;
den kunde mod Fjeldets Tinde fly,
men altid den vender tilbage.
— Jeg fanged engang en ædel Falk
alt med mine raske Svende, —
hvo veed, der kommer engang den Dag,
jeg tæmmer vel ogsaa hende!