Ved
Ved
Universitetets Fest den 28. Maj 1892
i Anledning af
i Anledning af
Deres Majestæter Kongens og Dronningens Guldbryllup
Deres Majestæter Kongens og Dronningens Guldbryllup
Første Afdeling.
De Klokker ringe med Højtidsklang
over Danevang,
og Flaget spiler sin Vinge!
Hvad sjeldent times os Støvets Kuld,
at Myrthekransen er bleven Guld,
hvad aldrig meldtes paa Thinge:
det spørges idag fra Kongens Slot,
det times vor kjære Dronning og Drot —
der er Guldbryllupsfest
paa Borgen!
Lad drages Dig i Minde,
vor ejegode Drot,
de længst henrundne Dage
paa Sjette Fredriks Slot:
den sønneløse Konge
bar paa en stille Bøn,
han ønsked i sit Hjerte,
at Du var hans Søn!
en, at Du skulde vorde
hans tredje Eftermand,
og bære Danmarks Krone,
meer gammel end han,
det maatte vel tykkes ham
et Eventyr kun —
dog blev det en Saga
paa Virkeligheds Grund!
Og Du, vor ædle Dronning,
der hilstes som Brud
i Ottende Christians Dage,
da Skoven sprang ud —
hvor Kjerterne lyste,
og Dansen gik som bedst,
med Ungdom og med Ynde
Du smykked hans Fest.
Men, at Du skulde vorde
en Stam-Moder huld
til Verdens-Rigers
mange, høj fyrstelige Kuld,
det maatte vel tykkes ham
et Eventyr kun —
dog er det en Saga
paa Virkeligheds Grund!
Ja, Kong Christian, Danmarks Rige
blev med Troskabs Ret din Deel!
Tvende Krige har Du fristet,
dyre Skatte har vi mistet —
men din Ære, den er heel!
Frygtløs Rytter-Sablen svang Du!
Rank i Skanserne Du stod!
Og til Agt Soldaten tvang Du
ved dit ridderlige Mod.
Dog, fordi Du Gudsfrygt kjender,
har tilvisse Frygt Du kjendt:
Kongehjertets dybe Sørgen,
Kongeviljens bange Spørgen,
om nu Roret ret var vendt?
Derfor under Lys og Skygge,
om vor Folkefriheds Pagt
Kongens Retsind var vor trygge,
altid faste Skjoldevagt!
Kronens Guld — og Troskabs Guld
sjeldent saaes i samme Skakter!
Held os — her har gode Magter
lejret dem i samme Muld,
— derfor Verden Eder agter!
Kongens Hjem blev Lykkens Hjem,
under Flaget: Pligt og Ære!
mild Du gik blandt dine Kjære,
delte Sol og Regn med dem,
— derfor var der godt at være!
Men fra Fruerstuens Favn
Tonebølger lod sig høre —
dog, o Dronning, var dit Øre
lydt for meer: for Smaafolks Savn —
Hjertets Strenge lod sig røre!
Skjønt blev Eders Hjem at see —
Kjærlighed var Arneflammen!
Løvrig skygged Moderstammen
Sønner tre og Døttre tre —
og saa vel de kunde sammen!
De Sex sig tumled paa Bernstorffs Grund
lig unge Foler der græsse;
dér leged de Borgerbørn en Stund
som andre Prins og Prinsesse;
dér leged de Saltogbrød og Skjul —
men Tiden snurred sit rappe Hjul
og Morgenen veg,
og Solen steg,
Livsmodet fik anden Adresse.
Nu sidder den Ældste i Kongens Raad,
skal Danemarks Krone bære;
den Yngste styrer sin lille Baad,
ham lyster til Sø’s at være.
Den tredie Søn var og Kadet,
og svang sig i Vantet frisk og let,
men bytted sin Dolk
hos Hellas’ Folk
med et Spir — og bar det med Ære.
Og Døttrenes første Rosenskud
blev plantet ved Themsens Strande;
den yngste sidder som Fyrstebrud
ved Traun-Søs stillere Vande.
Ung Dagmar bytted sit Salt-og-Brød
med det som Ruslands Czarewna nød —
men Alle som Een
holdt varm og reen
sin Troskab mod Danmarks Strande.
Fredensborg! i høstlig Glans
end Du sanke, end Du samle
om de kongelige Gamle
Børn og Børnebørn i Krans,
mange Smaafolks Leg og Dans —
under Fredens lyse Stander,
under Kjærlighedens Banner,
og det fælles Stammelands!
Lad derude mangen Gang
Esrom-Søens blanke Vove
hos de store stille Skove
stemme op med sagte Klang
fjernt fra Glans og Magt og Rang
høje Fyrsters og Fyrstinders
søde, rene Barne-Minders
uforglemmelige Sang!
De Klokker ringe med gylden Klang
over Danevang,
og Flaget spiler sin Vinge —
og Folket flokkes i alle Lag,
og fejrer med Fryd Eders Højtidsdag,
har kjærlig Hilsen at bringe!
Og her i vort gamle Vidskabs-Hjem
vi blandes i Folke-Bruset,
og træde med Tak for Tronen frem,
ønske med dem
Gudsfred over Kongehuset!
Anden Afdeling.
Vort Land, som nu i de tusind Aar
har mangen Vaar
holdt Guldbryllups-Fest med Solen,
med Gyldenkransen om Skovens Haar,
med Guldblink i Brudekjolen —
end er Du ej for gammel og mat
til Maj i Hat,
naar Brudgommen kaster sin Graahjelm brat
og straaler fra Kongestolen.
Vel har vi kun en liden Fløj af vore Fædres Borg,
og Døren har vi ondt ved at lukke;
vel har vi dybt i Hjertet saa tung en Folkesorg,
kan høre bag Muren Brødre sukke!
Dog end vi har en Riddersal med Billeders Glans,
et Højenloft af herlige Minder!
og end vi har en Abildgaard med Frugter i Krans,
hvor Modersmaalets Sangkilde rinder!
Gud give Dig vort Danmark som hist vor Bøgelund,
en Vaar, der med Frodighed kommer,
med Opvæxt af det Bedste i Folkehjertets Bund,
med Løvspring, der bliver til Sommer!
Men Bønnen stiger i samme Stund fra Hjertens Grund
for vort kjære Kongepars Lykke,
som fæsted hinanden med Haand og Mund
og fulgtes det lange Stykke!
Vor Gud, som gav dem en Sommer blid
og Høst med Frugt og Kjerne,
han give dem Fred i Alder hvid,
velsigne deres December-Tid
med Lys fra Bethlehems Stjerne!