Christian Richardt (1831–92)

At finde en Firkløver, siger man,

er baade sjældent og bringer Lykke —

til den i vor Litteratur og Kunst

er Navnet Heiberg et Sidestykke!

Sjældent, at baade Mand — og Viv —

og Søn — og Svigerdatter

har bragt vor Digtning og Scene Liv,

som et Aarhundrede skatter —

men Peter Andreas, Satirens Mand,

og »Hverdagshistoriernes« Frue,

og Johan Ludvig’s Digter-Forstand,

og Johanne Luise’s Trylleland

bag Mindets straalende Bue —

det Firkløver, rundet af Danmarks Jord,

hvert Blad med sin egen Tegning

                                        det Fond af Aand,

af sindrig Tanke, af Lunets Spil,

af Skjønhed og snild Beregning,

af Formens Mesterskab, Lys og Skygge —

det har visselig, just som Sagnet vil,

og som det en Firkløver hører til,

bragt Kunstens Udvikling Lykke!

Ret snart skal efter Evne vi forlystes

med Gamle Heiberg’s gamle »Chinafarer«,

med Viser, vore Fædre nynned paa;

og kjendes skal det nu, at Johan Ludvig

har ogsaa hos sin Fader havt sin Skole —

dog er det Sønnens Mindefest, vi fejre,

skjøndt ej om ham Erindringen er blegnet,

thi baade »Elverhøj« og »Nej«

og andre af hans Musas mange Fostre

har længst holdt Mindefest for J. L. Heiberg.

Paa Tycho Brahes Fødselsdag han fødtes

— for saa vidt paa en Tychobrahes-Dag —

det var, som om med den han havde suget

sin Kjærlighed til Tycho og hans Gjerning;

men paa Theaterhimlen

var Heibergs »nova Stella« Vaudevillen!

ej just en Kunstart over alle andre,

men snart et gavnligt Holbergsk Salt

mod en Romantiseren,

der tidt var altfor fersk, tidt altfor krydret.

Altid var Heiberg en behændig Kyper,

der blanded Drikken til et Folks Behag. —

For dem, Satiren ramte, blev den jo

lidt ram af Smag just som den unge Cyper

— men Vid i Spandevis og fine Vers,

og Situationens lattermilde Skers,

et Grundmotiv af gjennemsigtig Klarhed,

Replikkens lette Fald og rappe Snarhed,

en Melodi-Buket foruden Barhed.

et Galleri af kjendte Hverdags-Typer

— det blev en Gudedrik, en Cardinal,

der nødes stærkt i vor Theatersal,

og i den nye Vaudeville

var det en reen Fornøjelse at spille

for en Fru Heiberg, Phister, Rosenkilde —

slet ingen Been-Mad, svær at pille,

som vore Dages bittre norske Ryper!

Han var Kosmopolit! har tidlig følt sig hjemme

i Stockholm som i Frankrig, i Paris —

Kosmopolit som baade Bøg og Palme,

der hver har store Verdens-Raaderum.

Men just som Bøgen

dog arter sig forskjelligt her og hist,

og fik sit Særpræg af vort Ølands Vilkaar,

saadan er Heiberg dansk — ej blot af Sind,

af Hjertelag (glem ej hans Sang om »Flaget«!) —

hans Kunst er dansk, ej mindst hans Vaudeviller;

thi er end Navnet fransk, hans Klokker Link

hans Trop, hans Hummer, alle hans Madammer,

fra Madam Sommer til Fru Bittermandel,

de er saa langt fra udenlandske,

at de ret egentlig er pæredanske.

Men det er det forunderlige hos ham,

at mens han strutte kan af idel Kaadhed,

saa møder os en anden Johan Ludvig,

der binder Krans af Folkevisens Skovbund

i »Elverhøj«,

der søger ud i Gurres svale Højsal,

        hvor »Duggen har sig paa Engen lagt«,

        hvor »Skoven lufter sin grønne Pragt!«

— og fanger »Syvsoverdagens« Romantik

med sikkert Kunstner-Blik!

ja der gaar Trolddoms-Ringen, som vi mindes,

alt med sin dragende Magt fra Haand til Haand,

til den i Gurre-Søens Bølge bunder —

men Heibergs Kunst er selv en Tryllering,

der bliver ved at drage Unge, Gamle!

Og end en tredje Heiberg møder os,

en kritisk Tænker, aandfuld Recensent,

der hævder Skjønhedsriget egne Love,

og med sin fejende Pariserkaarde,

tilmed i Hegels Esse dobbelt hærdet,

tog Sejren hjem i mangen Polemik,

og længe klædte Smagens Dommersæde.

Dog har han meer end Kritikerens Drift;

ej blot han spejder Stjernerne med Tycho,

rastløs han spejder efter Lys

og retter Tankens Teleskoper

mod Livets fjerne Stjernetaager —

op mod den Mælkevej af Gaader,

hvis Løndom han for stedse troede løst.

Lad være, han har heri skuffet sig,

lad være, han har vraget Aands-Valuta,

fordi han stirred kun paa Møntens Præg —

den Ting er vis, at Heibergs Tankeværksted

har en elektrisk Motor havt til Huse,

hvis Lys-Kraft Slægt paa Slægt kan glædes ved;

den tændte Liv i »Sjælen efter Døden«.

Du mærkelige Digter med den lyse Forstand

og den fint dissekerende Kniv —

som dog gjorde Togter til Romantikens Land,

til Elverkrattet, til Skov og Strand

og kaldte det svundne til Liv!

som mægted at mønstre Ideernes Hær,

Deling paa Deling, Sværd mod Sværd,

og føre dem frem mod hinanden —

og dog kunde vugge en Stemning saa skjær

som Skyen til Maaneranden.

Hav Tak, Johan Ludvig — i Holbergs Hus

var Du vor kyndigste Vagt!

Hav Tak for stormende Latterbrus,

for Fantasiernes Vingesus,

for Sangens fængslende Magt!

Skjøndt Herremand højt paa Tankens Slot,

sad Barnet Dig altid i Ærmet smaat,

og Længslerne dybest inde —

»slet« var Du ej, »men digted godt«

                Ære være dit Minde!