»Krig skal I høre, og Rygter om Krig!«
— det Varsel om Israel’s sidste Dage,
det gjælder saalænge Vold og Svig
mærker med Rødt vor Menneske-Sage!
Glødende har vor Jord jo ligget,
og langsomt kjølnedes Skorpen af,
før den blev skikket
til Sædemark for Levende, til Dødes Grav;
og Ilden som ulmer i Jordens Sønner,
som i Had og Begjær har rigeligt Tønder,
den blusser op ved første Pust
mellem Folk og Stater,
og bryder sig hastig nyfødt Krater —
saa endnu har Verden Brug for Soldater.
Dræb blot Synd, saa dræber I Krig —
men endnu har Synden ej ligget Lig.
— Dog det er ej Rovlyst, at værge vort Land,
den lille Lod, vi blev satt’ til at dyrke
af al vor Evne og Magt og Styrke —
det Hjem, vi har faaet af Himlens Gud,
som maalte Folkenes Grænser ud!
Danmark — hvor er det dog ligt sig selv
som det var for henfarne Ætter!
Ingen skyhøjt Fjeld, ingen vældig Elv —
men under det samme lysblaa Hvælv
de samme grønnende Sletter!
Livet har skiftet med Bøgenes Top,
Mosen er tørlagt, og Hede dyrket op —
men bag Havets blinkende Ramme
Billedet af vort Land,
af vor fredsæle Strand,
var uskifteligt altid det samme.
See — hvor en Jernvej tegner sit Spor
for Dampens prustende Drage,
mellem By og By, over radsaaet Jord
— dér styred engang mod salten Fjord
sin Ganger Regner — og Krage!
Og hvor mellem Beltets fremskudte Næs
Dampfærgen gynger sit centnertunge Læs
— dér er Vikingens Skude landet,
har paa Sjælland og Fyn
under Skovens Bryn
boret sin Høj stævn i Sandet.
Og Jylland, skovklædt og rigt i Øst,
vejrbidt i Vesterleden,
med Lyngens Baand om sit brede Bryst
— det var dér ung Valdemar vandt i Dyst
sin Farfars Krone paa Heden!
Egen krøb ind, blev purlet og lav —
men Klitten og Lyngklokken holdt sig brav,
og Lærken har gjemt sine Noder:
hvad den sang for Svend Trøst,
det sang den i Høst —
den har ej nye Moder!
Ja Danmark, det er sig selv saa ganske —
men ligner vi ogsaa os selv, vi Danske?
Vi som har grædt i Fir’ og Treds
og dog med et aabent Land er tilfreds,
ligner mon vi — jeg siger ej
Niels Ebbesens Flok, eller Huitfeldt — Nej,
men hine Borgere og Studenter
som i Kreds om Kongen slog Stormen af,
da det sneede med Fjender om Vold og Grav?
ligner vi vore Landsoldater,
Fredericias Helte, Dybbøls Vagt —
eller Suensons blaa Kammerater?
— Satte vi ej mod Stormflodens Magt
om vore Kyster Vold og Dige,
og skulde vi lade værgeløst
Danmarks Land og Rige?
Ak, hvor vi længe dog gik og sang
om Danmarks dejlige Have,
og glemte hélt over Væng og Vang,
at Ledet just var af Lave.
Dyrt har for Fædrenes Fejl vi blødt,
de spared’ paa Laas og Lukke!
Derfor randt Blodet saa rigt og rødt,
og derfor maa Brødre sukke!
Sig ej, at Grænsepælenes Skjel
er en Streg kun i Luftens Sfære —
De derovre, de veed det vel,
hvad Fangekost de maa tære.
Har vi da ej en jernhaard Pligt
til Danmarks Dør at beslaa:
Axelstad hin rige,
hvor Sværde saa tidt hamred paa!
Tak Hver, som i Kongens og Folkets Raad
Forsvarets Mærke hejste!
Fromme Ønsker blev virksom Daad
— til Led er Stolperne rejste.
Bringe nu Hvermand Tømmer til,
saa vi snart tør sige med Thyre:
Ledet er hængt, som vi det vil —
Gud Vangen og Værket hyre!
Ja, kunde vi kaste vort Letsind af,
saa let vi ej skulde bastes!
Korset i vort Flag er ej Kors paa en Grav —
vil Gud, skal den aldrig kastes!