Engang om Eftersommeren
En lille Pige gaves an for Dommeren
Som Æbletyv;
Og da nu Dommeren fik Lyst at prøve
De stjaalne Æbler med sin egen Mave,
Saa kom han til det sikkre Resultat,
At det var Æbler fra hans egen Have.
»Tvi!« raabte han, og stampede i Gulvet,
»Hun skal i Hullet!
»Den Tyvetøs maae vi ha’e overbevist,
»Hun skal i skarpt Forhør — naar jeg har spist.»
Han gik til Middagsbordet,
Forhørte Spisesedlen, aad sin Mad
Og drak sin Viin, og førte skjemtsom Ordet,
Men var med alt det ikke rigtig glad.
Sin Caffekop han tømte;
Og, saasom Dagen just var noget lummer,
Halv vaagen, halvt i Slummer
Han drømte.
Her hviler Newton luunt ved Træets Fod
I Skyggen af de tungt behængte Grene,
Alt hvad han forsked, Alt hvad han forstod
Det modnes for ham, mens han er alene;
Han søger Kjernen i det Skabtes Væsen,
Da falder ham et Æble ned paa Næsen:
Og Universets hemmeligste Baand
I Storsyn lue for hans Granskeraand.
»Den Lærdom kom da gjennem Luften reisende,
»Ja reentud deisende;
»Det var et Kundskabstræ det Æbletræ!
»Mit Træ dernede kan nok længe groe,
»Før det belærer min Person
»Om Ting som Jordens Attraction, —
»Men jeg skal lære hende, kan hun troe.
»Tiltrækningskraft
»Har mine Æbler havt;
»Men, kan Beviset skaffes,-
»Saa skal hun efter Lovens Strenghed straffes!«
Og Tanken flytter sig til andre Egne,
Men Æbler, Æbler er der allevegne.
Her sigter Palnatoke med sin Bue,
Mens Æblet blusser høit i Solens Lue.
For første Gang ham Strengen tyktes trang,
For første Gang han prøveel Pilen nøie,
For første Gang han tvivler om sit Øie,
For første Gang han sigter uden Sang:
Thi, feiler han i Øieblikkets Smerte,
Saa rammer han sit eget Faderhjerte.
»Ja,» brød vor Dommer ud,
»Det var et Mesterskud,
»Og Pilen ramte, hvor den ramme skulde!
»Men, ramme Lov og Ret i Smaat og Stort,
»See det har ingen Palnatoke gjort.
»- Ja ja, har ogsaa Pigebarnet stjaalet,
»Det gjælder her som hist
»At skaane Barnet og dog ramme Maalet!»
Og Tanken flytter sig til andre Egne,
Men Æbler, Æbler er der allevegne.
Der staaer hun, alle Sjæles unge Moder,
Med Blikket strammet mod den gyldne Frugt
Hvor er et Træ bag Havens blanke Floder,
Saa liflig lokkende, saa rigt, saa smukt!
Men tankefuld hun tvinger Øiet bort;
Da rasler det i Løvet. »Hvi saa bange!»
Henhvisler fristende den skjønne Slange,
»Hvi saa fortabt!
»Kan Noget bringe Død, som Gud bar skabt!»
Et Bid — og Frugten løsner sig fra Stilken,
Og Æblets Fald er ogsaa Evas Fald,
Og Evas Slægtens.
»Ak!» tænkte Drømmeren, bevidst sit Kald,
»Om efter Lovens sjette, syttende,
»Vor Moder Evas Brøde var betegnelig,
»Om nutildags man reiste Qvæstionen,
»Saa vilde sikkert Sundhedscommissionen
»Erklære Eva »utilregnelig,»
»Og den moderne Videnskab
»Bedt os betænke, at hun var i Lidenskab!
»Men om jeg maatte dømme» —
Her sank vor Dommer atter ben i Drømme.
Ja hvert et Bryst,
Han hvisked til sig selv,
Blev Kjernehuus for Støvets skjulte Lyst,
Og Verdens Lovsang blev en evig Lallen,
Og Mands og Kvindes Gang en evig Falden.
For Livsens Frugt i Adams Paradiis
Galdæbler modnedes i tusindviis,
Had og Misundelse og Løgn og Tvedragt;
Og Skjønhedsæblet bryggedes til Vellyst,
Og Magtens Æbler blev til Ormereder
For Tvang og Trællesind og brudte Eder.
Thi Træet til at kjende Godt og Ondt
Blev plantet ud den ganske Verden rundt;
Hvergang et Menneske til Verden fødes,
Strax skyder der en lille Kvist iveiret,
Og snart med Æblerne hans Øie mødes,
Og Slangeægget brister under Løvet
For al hans Øies glødende Begjær,
Og snart har ogsaa han sit Æble røvet,
Snart ogsaa han
Fornummet Slangegiftens skjulte Brand.
Ja, som en Møllevinges Skygger,
Der komme jagende, een paa den anden,
Saa jog, saa sused det forbi hans Sind;
Til med et Sæt han sprang af Lænestolen,
Strøg sig om Panden,
Og skyndte sig til Pigebarnet ind,
Som stod fortabt og pillede ved Kjolen.
»Den lille Evadatter,» mumled han,
»Var ogsaa sine Lysters myge Slave,
»Stjal ogsaa Æbler af sin Dommers Have,
»Og sidder nu i sine Lysters Garn.«
Men som en Fader skjænder paa sit Barn,
Saa strengt, saa mildt han skjændte paa den Lille,
Som hørte paa ham hulkende og stille.
»Gaa bort mit Barn, men stjæl saa ikke mere!»
Det var Forhørets sidste, simple Ord;
Men al hans Tanke gjentog som i Chor:
Som hun har gjort, saa gjorde Mange flere!
— Ak, vi har bidt af Æblet allesammen,
Thi Æblet falder ikke langt fra Stammen.