Eensom og knudret var min Vei,
Jeg har elsket, men Ingen har elsket mig,
Min Haand har intet Smykke;
Den bar aldrig et gyldent Baand:
Aldrig har jeg grebet en Jomfrues Haand,
Derfor greb jeg aldrig min Lykke.
For en ildfuld Attraaes brændende Bøn
Kun et lunkent Venskabs kjølige Løn!
For et Favntag høflige Gloser!
Derfor kjender et Hjem jeg kun af Navn,
Derfor kjender jeg Kjærlighed kun af Savn
Kun af Torne kjender jeg Roser.
Da jeg var lille og skulde til at gaae,
Tumled jeg tidt med Faldhat paa,
Før jeg lærte den Kunst at gaae ene;
Nu jeg er stor, maa jeg lære det paany:
Ene at gaae om i den store, tomme By
Er sværere end man skulde mene.
Det spirer omkring mig, Alt er Vaar;
Mig sviger Vaaren, til Spot jeg staaer
Som en afbarket Eg i Skoven;
Solen spilder paa den sin Kraft,
Den er ei Eg kun Egeskaft,
Kronen er vissen foroven.
Nu boer jeg paa Hjørnet af Liv og Død
Udfor det Intet, hvoraf jeg blev fød,
Med Blikket mod Marmorhaven;
Ingen vil sørge naar jeg ligger Lig,
Ingen vil tænke paa Krandse til mig,
Ingen vil græde ved Graven.
Men alle de Kors paa Dødens Grund
Er mig som en hvidnende Birkelund,
Der vinker mig sødt til Hvile;
Jeg lægger mit Kors til de andre hen
Og haster saa did som mod en Ven,
Did hvor de Grædende smile.