Hu, hvor Stormen dog har føget,
over Vej og Gjærde strøget,
og med Grene kastet Boldt!
Nu er Alt igjen saa stille,
og paa Sneen Straaler spille —
Asgaardsrejen har gjort Holdt.
Men en artig Maskerade
er der holdt med Busk og Blade,
Tag og Post og Gjærdestav!
Marken, som saa smaat sig grønner,
ligner et Fad Snittebønner!
Gyden blev et Bølgehav!
Tuja-Busken fin og fager,
fik et Lag af hvide Flager,
bøjes under Sneens Tryk;
Pileknorten fik sig Mave,
Granen Skjæg og Kniplingskrave,
og Stakittet høj Paryk!
Poplerne, hvis Kviste stritted,
Stilk for Stilk har Sneen kridtet
ret som efter Lineal —
men til Gjengjæld over Krattet
spandevis Confetti klattet
som ved romersk Carneval.
Roserne, i Gran-Ris bundne,
nu af Sne-Væv overspundne,
har den pudsigt maj et ud,
saa de ligne Folk paa Stylter,
der mod Blæsten ind sig bylter
i de mærkeligste Skrud.
Men i Solens stille Lue,
dejlig, underfuld at skue
er den nattefaldne Snee!
Reenhed straaler fra dens Klæde,
— kun hvor Menneskene træde,
snart kun Smuds der er at see