Den Grundtvig, som i Anno Ti
fløj Tidens Modetro forbi,
og lod sin Torden rulle;
som var i Fædres Tro saa viss,
saa han gav Spotterne Dimiss,
ham elsker jeg tilfulde.
Hvor gnistrer det med høje Syn,
hvor klarer det fra Billedlyn,
som mellem Guds Profeter;
hvor svinger han sin Kasteskovl,
og glemmer baade Peer og Povl
for Paulus og Sankt Peter!
Og naar mod dem, der trevle Skrift,
han holdt vort Kirkebanner stivt —
det var ej Hjernefoster;
dér staar han fast paa Luthers Grund,
som »Troen« gav i Barnemund
med Bud og Paternoster.
Og raaber han i Danmark ud,
at Frihed kun er Aandens Brud,
at Tro tør Ingen tvinge, —
gid det blev hørt Alverden om,
op over Kjøl og ned til Rom,
det skulde Sandhed bringe!
Og Ære ham, hvis Natteflid
til Konge-Bøgerne gav Tid,
ja til Latinen Stunder!
Som skrev dem om paa Hverdags-Maal,
og risted selv med viet Staal
om Kæmpelivet Runer!
Og ham, som grov i Oldtids Ur,
og satte Mund for Hejmdals Lur,
ja dybt i Mimers Kilde!
Gav stundum han sit Syn i Pant,
tidt Aandens Veje saa’ han grant,
og Guldkorn lod han trille.
Og han, som sang os Psalmer for,
der fødtes af et Fadervor
til Davids Harpestrenge;
som tog den halve Bibelbog
og satte om paa Sangens Sprog, —
ja han skal takkes længe!
Der er en anden Skjald og Præst,
som dømmer hvad han knap har læst,
og ta’r paa Sandhed Skjøde;
der gjør sig selv til Sagas Aand,
og koster med sin Pilevaand
som Levende saa Døde;
en sær og underlig Skribent,
som buldrer immer løs paa Prent
mod Alt, hvad der er prentet;
som gi’r Latinen Løbepas,
og er Logiken lige hvas, —
hvis Lys han selv har hentet;
hin skrankeløse Friheds Tolk,
som passer godt for Englefolk,
men slet for Folk, vi kjende, —
den Grundtvig kan jeg ikke med,
og han har gjort en Deel Fortræd,
skjønt meer hans Ungersvende.
Og gjør han saa i Vennelag,
af Kirkens gamle Kjendings-Flag
en himmelfalden Fane, —
et Ord af Herrens egen Mund,
der ej som Han fra hellig Grund
har havt en jordisk Bane —
ja lukker ude fjernt og nær
de Millioner Døbtes Hær,
hvis Tro forskjelligt klinger, —
da staar jeg ham og hans imod,
thi Duen over Jordans Flod
har ej saa snævre Vinger.
Men atter, naar jeg mindes vil,
hvordan det ene Hjertes Ild
har tændt de tusind Kjerter!
hvordan ved ham Guds Frelses Ord
har fundet frugtbar Sædejord
i mange Smaafolks Hjerter!
hvor mægtigt dette Orgel sang,
og dog saa sagteligen klang
som Dugg paa slagne Enge, —
ja, kom jeg som en Bileam,
jeg maatte dog velsigne ham
og Pilebundtet slænge!
— Lidt Glimmer er i al Granit,
men det skal siges højt og frit
til gamle Grundtvigs Ære:
Slig Kors-indristet Bavtasteen,
af dem har Danmark kun havt een,
og Norden ingen flere!