Fra Kaldæa i det Fjerne
stjernekloge, fromme Mænd
droges ved den klare Stjerne
mod Judæas Krybbe hen;
men hvert Ord af Jesu Mund,
hver hans Gjerning allen Stund —
»Ledestjerner« blev de alle,
Hjerterne til ham at kalde.
Simon, Fiskeren i Baaden,
droges ved den rige Fangst
til at tro paa Frelser-Naaden,
til at glemme Syndens Angst;
og Nathanaël i Læ
af sit skyggefulde Træ,
han maa ud af Figenskyggen —
følge Christus, det er Lykken!
Saulus paa Damaskus Høje
segner for de klare Lyn,
han som var saa stiv at bøje
med sit Farisæer-Syn!
Det var det, hvis Lys gik ud,
det som blindet blev fra Gud,
til han aabned Troens Øje,
ramt af Røsten fra det Høje.
Solens Lys har mange Veje,
varmer Muld og tørrer Dugg,
vækker op af Morgenleje,
trænger gjennem fattigst Glug —
tusind Gange længer’ dog
naaer Vor Herres Straaletog,
det som tænder Aandens Kjerter,
varmer op de frosne Hjerter.
End os naae de Straaler milde,
end han drager Sind og Sjæl
frem mod Bethlehem det lille,
frem mod Korsets Marterpæl!
Christi Kjærlighed os tvang
til den Troens Valfartsgang —
og som Krybbens Barn vi prise,
vorde Barn og Gubbe vise!