Christian Richardt (1831–92)

Modtag en Psalmebog, en ny,

for den som nu er af de slemme,

men som i Kirken og herhjemme

saa tro har tjent ved Kveld og Gry.

Som seent i Høst Kastaniens Blad

nu Bogens falder ud i Klynger —

det er paa Tide, at den synger:

»Lær mig, o Skov, at visne glad!«

Og dog den gjemte paa en Skat

af Kingo’s, Brorson’s, Grundtvig’s Psalmer,

der ikke visner eller falmer

og ej som Løv henvejres brat:

lig Roserne fra Jericho

de altid atter ud sig folde,

hvor ikke Hjerterne blev kolde

for Kjærlighed og Haab og Tro.

Den Skat, den finder Du igjen,

og for hvert Aar, hver Dag og Uge

forstod Du bedre den at bruge

og bedre at forrente den —

saa tag den i dens nye Skrud,

og gid — som nu — naar Skoven falmer

vi trænge maa til Takke-Psalmer

for idel Miskundhed fra Gud!

Thi Aaret, som løb hastig rundt,

har, med sin enkle Hverdags-Sage,

kun bragt os lykkelige Dage —

saa meget Godt! saa lidet Ondt!

Saa kom, min allerbedste Ven,

og lad os hjælpes ad at takke —

thi selv om det gaar ned ad Bakke,

det gaar dog mod Foryngelsen!