»Hvad er der? Hvad græder Du for, min Skat?
Du leged jo nylig med Vaps Tagfat!«
raaber lille Margretes Mo’er.
Sytøjet slængte hun, ud hun foer
uden Nølen,
da fra Haven der hørtes en gyselig Brølen.
Dér staar den Lille, og det med baade
Glugger og Forklæde lige vaade,
med rystende Haand og forpjusket i Klæderne,
lige saa fortvivlet som Robinson,
da han gjorde Bekjendtskab med Menneskeæderne.
I Haanden holder hun Dukkens Krop,
og da Vandfaldet hører en Smule op,
kommer det endelig frem som skulde:
»Vaps har bidt Ho’edet — bidt Ho’edet af Julle!«
»Af Julle, mit Lam! —
Han bider jo Hovedet af al Skam,
den stygge Vaps;
han har længe trængt til en god Deel Klaps!«
— Men han, Kannibalen,
staar ganske rolig og logrer med Halen.
Lille Margrete er nær ved at briste.
Hvergang hun seer paa den Hovedløse,
vil Taarerne aldrig holde op.
Men Vaps er inderlig vel til Mode,
som om ikke han vidste,
hvad Julle var for et udmærket Ho’ede;
han snuser behageligt til Parykken,
ja tænk Jer, han slap
den først, da han fik nogle dygtige Rap
— saa lusked han ind i det aabne Kjøkken.
Ak, hvor Julle saae ud, det stakkels Skind —
for hun var af Skind, hendes Krop at sige!
Ho’edet var Vox, af de nydelige,
hvis Øjne til alle Menneskers Glæde
kan kigge, kan lukke sig op og i,
og som sover i Vuggen uden at græde —
nu er al den Herlighed heelt forbi!
Men en Moder er dog en dejlig En!
Da Margrete først selv var vadsket reen,
saa faaer ogsaa Julle sin Overhaling,
først af en Dusch og saa af Maling.
Kinden faaer Sminke og Brynene Tusch,
Haaret, som Vaps har saa skammelig krammet,
bli’r kæmmet og børstet, redt og flammet,
og endelig kommer der Flag paa Toppen:
Hoved paa Kroppen!
Og til alle medlidende Sjæles Trøst
gaar Øjnene, ret saa det er en Lyst.
Nu er hun saa frisk, som hun altid har levet,
som om det Forfærdelige slet ikke skete,
og endnu mere rødmusset, paastaar Margrete —
men lidt koparret er hun jo rigtignok blevet.
Ja taber man Ho’edet, saa er det rart
at faae det i Orden igjen i en Fart
— det er klart!