Det raabes ud fra hver en Kant:
Gjør blot hvad Tiden fordrer!
Og det er saamænd vist og sandt,
at den har mange Ordrer!
Den vil, at Du i Dragt og Snit
skal lystre Modens Luner,
og gjøre Alt en fransk Visit,
hvad selv den udbasuner.
Den byder Dig en Lobescows
af allehaande Stumper,
med Politikens skarpe Sauce
og Videnskabens Klumper.
Den kræver baade ret og vrangt,
og tidt i sælsom Blanding —
og snart for lidt og snart for mangt
til Livets Blomstervanding.
Den vender Ryg mod gamle Maal:
blot fremad, Fod i Hose!
selv om det høje Fremad-Skraal
Dig lokker i en Mose!
Den hvisker os i Øret yr,
af alle Livsens Kræfter:
Du er igrunden kun et Dyr —
saa lev og dø derefter!
— Men om Du ved en aaben Grav
blandt Kors og muldne Stene
har vejet Tidens tusind Krav
mod Frelser-Røstens ene —
og om med Golgatha i Hu
Du Døgnet Ryggen vendte,
og laante Jesus Øre Du,
til Hjertet i Dig brændte, —
da har Du lært at vælge frit
blandt Alt hvad Tiden fordrer!
da kræver Evigheden Sit,
og den har høje Ordrer.