Christian Richardt (1831–92)

Hvor herligt er et Aftenlag

med Viddets Blus og Sangens Toner!

Men herligst, naar en dygtig Dag,

et flittigt Forskerværk det kroner;

og den var aldrig ret Student,

som ej lidt Granskerfryd har kjendt,

og ej som Værnepligtig tjent

i Spydgudindens Legioner.

Det er en Fryd, i fredet Skjul

de gamle Guder end at dyrke,

og lære af Athenes Fugl

den gode Kunst, at see i Mørke;

og spørge ret af Hjertens Lyst,

og fange Svar af Fortids Røst,

og lade Stemmen i vort Bryst

Vor stille Dommergjerning styrke.

Men, hugged Du i Sprogets Ur

for Ordets ægte Malm at vinde;

og, var den mægtige Natur

din tause Higens Elskerinde;

og, var paa Fortids Sagn Du klog,

og gransked Du i Bøgers Bog:

De mange Veje mødes dog

for samme Sandheds Tempeltinde.

Ja der, i tusind Søjlers Krans

staar Altret med de hvide Flammer,

som fik af Julestjernen Glans

og Præster blandt Alverdens Stammer,

og Ved fra Kundskabstræets Green,

og Slægters Kraft paa Offersteen, —

der vil vi hente Hver og Een

En Gnist til Lampen i vort Kammer.