Mens Blomsterflokken sover sødt,
Saa gaaer det vildt men lystigt:
Saa holder Skoven Vinterbal,
Og Stormen tuder trøstigt;
Og Løvet dandser Tarantel,
Mens Træer og Buske neie —
Til Storken klapper Ballet af
Og Stormen selv maa feie.
Og hvad bestille Bølgerne,
Naar Solens stærke Landse
Har jaget Fjenden vildt paa Flugt?
De synge og de dandse!
De hoppe og de gynge sig,
De tumle sig i Valsen,
Selv om en Flaade eller to
De maatte faae paa Halsen.
Og Nattens høie Stjernechor
Opføre Contradandsen;
Der faldt et Par! og nok et Par!
De tabte nok Ballancen;
Engang de var i Cotillon,
Saturn gik af med Ringen;
Og Kurven fik den største Bjørn,
Men viser den til Ingen.
See Ballets Dronning er vor Jord;
Hun længes ei at sove,
Hun dandser i sit sølvblaa Flor
Med Skærf af grønne Skove;
Med Blomsterscepter i sin Haand,
Med takket Snefjelds Krone,
Hun svæver altid ung og skjøn
Om Solens høie Throne.
Ja det er tydeligt, saasnart
Man bruger sine Sandser,
At Alt paa Jord, at Jorden selv,
At al Naturen dandser!
Saa følger da Naturens Bud
Og lader Gulvet gynge, —
Det gaaer aldeles ikke an
At sidde her og synge!