I.
Paa Havet Caravellen
sig nejer som en Spaan;
i Stavnen staar Columbus
og skygger med sin Haand;
han stirrer og han stirrer:
kun Luft og kun Vand!
»Pinta« forude, —
men ak — ikke Land!
Og alt som Bølgen hamrer
mod Skibets Plankebund,
det dønner i hans Hjerte,
det bæver om hans Mund;
han stævner ind til Regnskab
Alt hvad han bad og stred,
de stolte, søde Drømme!
den beeske Virk’lighed!
»De knurred og de banded,
de bad og de besvor,
jeg skulde hjemad styre
og vende Skibets Ror;
og kunde de blot finde
til Spanien uden mig,
forlængst de havde slængt mig
i Gabet paa en Haj!
»Og var med Provianten
det ej saa snart forbi,
jeg havde maattet føje
det vilde Compagni;
Frist fik jeg til imorgen, —
imorgen den Dag
er Skuden maaskee holden nok,
men al min Lykke Vrag.
»Imorgen har jeg lovet
at vende om med Skam;
og Drengene skal pibe,
og raabe: det er ham,
den halvgale Skipper,
som vilde vesterpaa,
for den Vej til Indien, —
til Indien! at naae.
»Og naar saa Kongen fritter
om Guld og om Metal,
har knap jeg som en Pilgrim
min stakkels Muslingskal;
og naar saa Isabella
begjærer Paafuglfjer,
da maa jeg skamfuld tie,
mens hele Hoffet leer!
»Er det da Galmandsgjerning,
Sejladsen jeg tog for?
Og kan den ej forliges
med Tro og Fadervor?
Har Arbejd og Beregning,
har Møje jeg spart?
Har Gud jeg ikke tryglet
om Held for min Fart?
»Hvor har jeg ikke gransket
ved Nat og ved Dag,
og gaaet Tiggervandring
for mig og min Sag!
lagt Planer, som sprængtes,
og nye begyndt, —
og længtes og længtes,
og paa Rustningen skyndt!
»Og er det da kun Fabel
mit drømte Vesterland,
med Guld og Kryderier
paa fjerne Palmestrand?
Nej, Nej, det maa saa være:
Hvis Jorden er rund,
da maa jeg Asien pejle
over Hav, gjennem Sund!
»Og har ej dunkle Frasagn
bestyrket min Dom?
Og har ej selve Havet
ynglet Tanker derom?
Har svømmende Stammer,
har øxebidt Ved
ej klarlig bragt os Melding
om Land i Vesterled?
»Jo! Jo! det er, det er der!
Og skal jeg først faae Ro
i disse grønne Bølger, —
jeg bliver ved min Tro!«
Han maaler paa Kvadranten,
af Længsel berust;
og atter ud han stirrer,
men faaer kun salte Pust.
»Og dog — hin lille Flyver
med de brogede Fjer, —
hvor skulde den vel komme fra,
om Land var ikke nær?
Og see — mon nu jeg skuffes —
det ligner et Lys!«
Den stærke Søens Kæmpe
fornemmer som et Gys.
Og Nattens Stjerner blinke,
hans Venner i Nød;
det tykkes ham, de vinke
til Andet end til Død.
Ja, hvisker han, og knæler:
Velsigner Du min Stavn,
skal Kysten, jeg aner,
bære Frelserens Navn!
Endnu engang han maaler,
og gjør sit Bestik;
endnu engang han sender
mod Himlen sit Blik,
mod Korset det lille,
mod Karlsvognens Hjul,
mod Kassiopeias store,
stille Sommerfugl.
Og fremad glider Skuden
for ønskelig Vind;
Columbus, han ruller sig
i Sovetæppet ind.
Han drømmer om sin Barndom,
om Genuas Strand,
og om det violblaa
Middelhavs-Vand.
Nu sanker han Smaasteen,
og nynner tyst dertil;
nu dypper han Aaren
som i flydende Ild;
nu har med Barbaresken
han en vovelig Dyst, —
halvhøjt han kommanderer;
det gaar i hans Bryst.
»Klart Skib! og Lunten rede!
gjør lyst til en Dravat!
Dér er han os paa Siden, —
ja bi, Kammerat!
Til Luvart med Roret,
og skik ham saa Bud,
Fyr Manne!« — da dønner der
et rungende Skud.
Han vælter sig paa Lejet.
»End et! det var ret, —«
men farer i det Samme
tilvejrs med et Sæt:
»Signalet fra Pinta!
Land — store Himmel — Land!
Jesu Maria —
paa Dækket alle Mand!«
Men ej han havde nødig
at purre dem ud;
hvert Øre havde fanget
det lykkesvangre Skud.
De faldt ham for Fode,
den stærke Havets Ørn;
de solbrændte Gutter,
de hulked som Børn.
Og under de buskede,
gnistrende Bryn
sig Synsnerven spænder
og skyder Lyn paa Lyn:
Ja, Ja! dér i Kimingen
blegner en Strand,
ej Skybanker længer, —
det forjættede Land!
Den snor sig, den krummer sig
den skovkranste Kyst;
og Morgensolen blinker
paa Sandet med Lyst;
og Landbrisen bringer
saa kryddret en Duft, —
aldrig drak Columbus
sødere Luft!
Og aldrig han følte sig
meer mægtig og fri, —
han aner ej de Lænker,
som han skal smeddes i.
Og Ankeret kastes
og bunder imag, —
Haab og Opfyldelse,
de mødtes den Dag.
Hans hvide Haar det flagrer
fra højen Agterstavn,
han glemmer al sin Møje,
sit Suk og sine Savn;
som Moses fra Bjerget
han skuer viden ud,
og knælende han stammer
en Takkesang til Gud.
Og Storbaaden sænkes,
og Aaren plasker rap,
mens Banner-Løven spiler
sin guldgridske Lab, —
og snart under Palmen,
i Stænk fra salten Sø,
Columbus kysser Støvet
paa »Hellig Frelsers« Ø.
II.
»O vidste jeg blot, der bag Graven var Land, —
men hvem har bragt os Bud fraden fremmede Strand?
Columbus førte Frugter ad Havets vaade Vej,
men hvem harseeten Blomst fraden himmelske Maj?
»Vel gaar der en Saga fra Bryst og til Bryst,
en Længsel, der maner mig en hinsides Kyst;
vel hviskes det trindt, at Tilværelsens Land
gaar langt, langt ud over Støvets Strand;
»Vel møder mig paa Verdensstrømningens Hav
en Flok, der lod haant om den gabende Grav,
en øxebidt Skare, der smiled i Død,
hvis Øje bar Glans som af Morgenens Glød;
»Og dog hvad jeg aned og hørte og saae,
kan det mod min nagende Tvivl forslaa!
O vidste jeg blot, der bag Graven var Land, —
men hvem har bragt Bud fra den ukjendte Strand?«
— Og mener Du da, fra dit eget tørre Sand
at kunne faae isigte Evighedens Land?
Far ud hvor de hvide Skumliljer gro, —
i Livets Bølgegang prøves Tro!
Columbus han aned, han hørte, han saae, —
og fastere og fastere blev Troen derpaa;
men da han først troede, han havde ikke Ro,
før kjækt han havde vovet sig ud paa sin Tro.
O let kun dit Anker, kast Linerne los!
Hver muddergjemt Pæl, lad den hugges til Ros!
Lær Sømandskab først paa Genezaret Sø,
men styr saa din Kaas mod den ukjendte Ø!
Og, hvad Du saa skal døje af Modvind og Nød,
far trøstig ud paa Dybet i Farernes Skjød;
og, har Du ogsaa oprørske Tanker ombord,
bed Ham, den Opstandne, tage Tag i dit Ror!
Ja, om Du tør hejse hans Korsflag i Stavn,
og bede om Bør i hans hellige Navn,
og tage hans Ord til din styrende Naal,
og være ham lydig i Tro og i Taal, —
da skal engang dit Hjerte faae Lov at raabe » Land!«
da skal Du som Columbus faae see din Palmestrand;
ja just i samme Time din Støvdragt maa dø,
skal selv Du sætte Foden paa Hellig Frelsers Ø!