J. P. E. Hartmann
Til
Til
Bølgen raaber: Hør hvor jeg bruser!
Skoven svarer: Hør hvor jeg suser!
Skjoldet buldrer: Bæv for mit Brag!
Sværdet hviner: Vig for min Vildhed!
Droslen fløjter: Kom i min Stilhed!
— Hjertet hvisker: Lyt til mit Slag!
Hartmann lytter — Tonerne klinge!
Hartmann byder — Vældene springe!
Fundet har han Trolddommens Ord.
Stærke Klange slaar han af Klipper —
søde Sange, blomstrende Knipper,
fletter han os af Danmarks Jord.
Fuglen fløj over Furresøens Vove;
Drømmen steg mellem Gurresøens Skove;
Tavlebordet fik liflig Mund!
Vølven varsler — og Odin troner!
Edda-Klangen i Hartmann’s Toner,
den er vor Kunst et Guldhorns-Fund.
Stille, store, herlige Mester,
hvem alt Otti-Aarene gjæster —
Tak for al din dejlige Sang!
Gubbernes Tyngsel seent Dig bøje —
Lys i dit Øje,
Fred fra det Høje,
følge Dig paa din Aftengang!