Om Mandens Liv kun lidt jeg har at sige,
veed knap hans Fornavn, ej hans Fødsels-Aar —
hvormed han handled, heller ej saa lige,
men Kjøbmand var han, sagtens af de rige,
— hans Gaard ved Stranden kaldtes »Anckers Gaard«;
dér, fra dens Søjler, kunde han hver Morgen
just hilse Søjlerne paa Kongeborgen.
Dog længer gik hans Syn, mod større Haller,
mod Kunstens søjlebaarne Tempelgaard!
Selv rørt af Gnisten i sin unge Alder,
han saae, hvor trælsomt det Talentet falder
at løfte Vingen under knappe Kaar;
og med det Blik der fulgte — ak, hvor sjelden! —
det rette Hjertelag for Kunstner-Fællen.
Han vidste, hvad en Kunstner-Sjæl maa døje,
der kun kan aande Døgnets Taagedunst;
han vidste, hvor det Sindet kan fornøje,
og aabne Sansen, salve Aandens Øje
at komme ud og see Natur og Kunst —
saa satte Ancker i sit Testamente
til Rejse-Hjælp en skjønne Sum paa Rente.
Og længst der aarlig gjennem Fagmænds Sigter
er regnet Manna ned i Anckers Navn
til Maler, Mejsler, Musiker — og Digter,
saa, bare nu Talentet ikke svigter,
vi ret er ovenpaa i Kjøbenhavn!
Har Svea »aderton« i Sangens Tempel,
hos os fik hele treti Ancker-Stempel.
Saa har da Danmark tredive Poeter,
det bliver saadan een en halv pr. Amt;
og da vel Nogle nok er smaa Profeter,
der halvt kun række, maalt med Aandens Meter,
saa har jo Tallet ganske heldigt ramt!
Vi har dem varme, kolde, bløde, djærve,
hver Egn har sin, og dertil en Reserve.
Dog Spøg tilside — kommer Allesammen,
og tak vor ædle Ancker i hans Grav!
Ham var det, som os laante Flyvehammen,
der har os baaret over Alpekammen! —
ham var det, som os Gyldennøglen gav,
der aabner, om ej paveligt en Himmel,
saa dog et Stykke Jord med Livets Vrimmel.
Dig, Ancker! vil jeg varmt og ærligt takke
— skjøndt paa min Gjæld en Afbetaling seen!
Du rusted ud min Ungdoms Rejsesmakke,
saa sørgløst jeg i Syden kunde flakke
til Rom, ja til Palermo og Athen!
Blot Rækken sig nu forfra gjentog atter —
da blev jeg flux en rejsende Forfatter!