Der knalder en Champagneprop,
der klinkes, — Hvor? af hvem?
Ved Tanganika-Søen,
i Flodhestens Hjem!
Dèr tømme Bægrene
til Bunds fra Randen,
den Ene David Livingstone,
Stanley den Anden.
Stanley er en Yankee
af Steen og af Staal:
han vilde finde Livingstone, —
saa vandt han sit Maal!
Han fandt ham som man finder
et Fnug paa et Hav,
han hilste som man hilser En,
der gik af sin Grav.
Og hvem er David Livingstone!
en Stormand, en Helt,
den største der har pælet
under Palmen sit Telt!
Den bedste, som har styret
sin Cano tilflods,
med Taalmod til Ballast
og med Troen til Lods.
Sfinxens gamle Gaade
om Nilstrømmens Væld,
den vilde han løse,
om dertil han fik Held;
saa drog han gjennem Ørknen
den vildsomme Sti,
og hugg’ sig gjennem Skoven
langs Krokodillens Hi.
— Var Vandløb og Søer
da hans Tankers Vinterleje?
Nej Vandløb og Søer
kun som vordende Veje!
og Vej som en Hilsen
til Handelskaravaner!
og Handel for at bryde
Kulturen nye Baner!
Kulturen, — ikke den,
som byder Slanger for Fisk,
i hvis Vaaben staar en Dunk
og en Slavehandler-Pidsk;
ej den, som rydder ud
al en Folkebunds Frugt,
men den som forædler
og bringer under Tugt.
Hvor Flodhesten pruster
mellem kæmpehøje Siv,
dèr skulde Baad og Damper
bringe Virksomhed og Liv;
hvor Sumpen rækker Bøflen
sit giftiggrønne Græs,
skulde Høstkniven skjære
til Tusinder af Læs!
Og Steppen skulde vandes,
og fra Urskovens Hang
skulde Blaarøgen hvirvle
under Latter og Sang!
Og Spydet skulde plantes
til Vinløv at sno;
og i Kampskjoldet Purken
skulde vugges til Ro.
Og fra Taletouget Svalen
skulde kvidre om Hjem,
og Varer skulde tuskes,
og Tanker med dem!
og Steenkul og Elfenbeen,
og Sorte med Hvide
skulde lejres og bænkes
Side om Side!
— Er dermed saa tilende
David Livingstones Drøm?
Nej her først gaar i Dybden
den stærke Tankestrøm:
De sortbrune Skarer
over Afrikas Jord,
dem vilde han bringe
det gamle Korsets Ord!
Hvad hjalp det, om de lærte
paa Fransk at staa og gaa,
paa Tydsk at føre Krig,
og paa Engelsk Væven slaa!
Om selv de blev i Mørket
med baade Sjæl og Aand,
paany var kun Glasperler
bytted dem i Haand.
Nej, Stjernen fra Bethlehem,
hans eget Hjertes Skat,
dens Lys skulde tændes
over Afrikas Nat!
Uldhaaret skulde vædes
fra Døberens Skaal, —
dermed han begyndte,
det var hans Endemaal!
Vær tryg, David Livingstone,
saa skeer det engang,
fra Steppen og fra Skoven
skal lyde Julesang!
Vær tryg, David Livingstone, —
Du selv er et Siv,
men dine stærke Drømme
har ustandseligt Liv.
Maaskee skal Korset haanes
i den gamle Verdens Ring,
og Alterlys slukkes,
og om Fonten holdes Thing;
maaskee skal Christus svøbes
i Klude igjen,
og meest faae Tak af Fiskere
og ulærde Mænd; —
men prædikes skal han
den hele Verden rundt,
og Livstræet plantes
hos det til Godt og Ondt, —
thi før har Jorden ikke fyldt
sit mærkede Maal,
før tændes ikke Ved
til det store Phønix-Baal!
De kan vælge og vrage,
sige Nej eller Ja,
forarges eller tro,
slaa sig til eller fra,
men prædikes skal han,
og Ordet om hans Fred
skal høres ved Nil,
som ved Tanganikas Bred!
— Saa Lykke paa Rejsen
utrættelige Mand!
Jeg undte Dig et Vaarpust
fra Englands grønne Strand,
jeg undte Dig et Favntag
af dine Piger smaa,
jeg undte Dig, at snart
Du tilhavns maatte naae!
Men hvad enten Du skal lægge
i Ørken dine Been,
eller Du faaer i Hjemmet
din hvide Marmorsteen, —
dit Hjertes bedste Tanker
skal sætte Blomst og Blad,
og Julestjernen spejles
i Søen, hvor I sad!