I.
Hvem var han, den »Prins af Danmark«,
— spurgtes der paa Torv og Gade —
han, der sattes til at raade
Danmarks svære Fremtidsgaade
i en kold Novembernat —
i en Stund, hvis klamme Aande
var som Forbud paa den Vaande,
hvori Danmark stedtes brat!
Dagen længtes, Vintren strængtes,
stræng blev Dannevirke-Natten,
tung og stræng blev Skansevagten,
tung vor Kamp mod Overmagten,
tung tilsidst vor arme Fred!
— Men i Kongens Abildgaarde
blomstred op i Tider haarde
ranke Skud og Rosen-Bed.
Og, saa ganske æventyrligt,
nu hans lyse Ungskov spænder
Løv og Blomst om halve Jorden,
ja fra Syden op til Norden,
og fra Vest til dybt i Øst!
Friske Piger, raske Drenge
boltre sig paa Esroms Enge,
lære sig den danske Røst.
Folkets Lykke, den er Kongens —
er og Kongens Lykke Folkets?
Ja — naar Landet er saa lille,
at det overvældes vilde
af det første Hurtigtog —
vajed over Verdensbanen
ej saa synlig Kongefanen,
som er et med Dannebrog!
II.
Hvem han var, den Prins af Danmark,
spurgtes der paa Torv og Gade —
nu, Kong Christian, længst vi skjønned,
at Du tidt blev daarligt lønnet,
for din bramfri Kongefærd!
for dit Retsinds faste Bælte!
for dit Hjemlivs rene Telte!
for din Mildheds Sommerskjær!
Blev din Borg end tom og øde,
hjemløs kan Du aldrig vorde —
Hjemsted fik Du, Hjemsted er der
i de tusind danske Hjerter
for vor ejegode Drot!
Tak for Viljen til at bygge
Værn, som ikke Dybbøls Skygge
falder paa med blodig Spot!
— Mindes Du, da Slottet brændte,
da blev »Herkules og Hebe«
frelst fra Baalets gridske Ravne —
som din høje Konge-Navne
Du stod hos i Røg og Damp!
Alle vilde med at baxe,
og som Hjul om samme Axe
Alle vandt i samme Kamp.
»Herkules og Hebe«! Kraften,
som af Ungdomskilden læskes!
Gid Du, inden det er Aften,
maatte frelse Folke-Kraften
fra dens indre Baal og Brand,
og faae Lykke til at stille
Styrken hos dens Ungdomskilde:
Kjærlighed til Drot og Land!
III.
Han, som gav Dig Kongesnække,
samle til en Strøm de Bække,
som fik samme Bøgebred!
Han, som gav Dig Kongesmykke,
signe Dig med Konge-Lykke,
og al Hjemmets Fryd og Fred!
— Brast end Løvets Hvalv i Skoven,
Himlens Hvalv ej brast foroven,
ej Guds Faderkjærlighed —
hvil i den, til Sol gaar ned!