Ved Dannemora
(Den 5. Juni 1875.)
(Den 5. Juni 1875.)
En Urskov uden Kroner,
og uden Fuglesang,
med Malm for Anemoner,
med Steen for grønne Vang!
Du kolde, mørke Øde,
hvor ingen Lysalf bor,
har til vort Ungdomsmøde
din Løndom intet Ord?
Jo, — Dybets røde Flamme
os tyst fortælle vil,
at Ild var Jordens Amme,
at end hun dier Ild!
Og vi, om vi vil vinde
i Livets Kæmpespil,
da maa vi dybest inde
bevare Aandens Ild!
Og det er Staalets Lære:
at altfor hidsig Brand
kan hærde, men fortære,
som Lidenskaben kan;
men svales det og glødes
i stærke Tvillingbad,
saa mild en Kraft der fødes
som Kjærlighed af Had!
Og Slaggerne de mørke
den simple Viisdom har:
at, vil Du vinde Styrke
og vorde brugbart Kar,
da maa Du ej hoffærdig
gaa Smeltningen forbi, —
til Kar er Du først værdig,
naar Du er slaggefri!
— Men fra de dybe Malme
der gaar en Klokkeklang,
der stiger op en Psalme
mod Birkens lyse Hang!
Den jubler, at i Krypten
er Himlen lige nær:
»Ja, fo’r jeg ned i Dybden,
min Gud, da var Du dér!«