Bag Helgenskrin og Messepragt
Guds Aand laa vingestækket!
hans Ord var under Romer-Vagt,
hans Bord kun halvt blev dækket;
der var saa megen Synde-Nød,
Guds Menighed fik Steen for Brød —
da rusted han sit Vidne.
Ja, Tak for Luther og hans Værk,
vor Fader i det Høje!
som Munkens Tunge gjorde stærk,
og klart hans Bjergmands-Øje,
til mellem Lag af Tempel-Grus
at see ved Hellig-Aandens Blus
de gamle Guldkar funkle!
Det gamle Guld, den gamle Tro
paa Frelsen af Guds Naade!
Og om de trued eller lo,
han lod sin Herre raade!
Med Romer-Brev mod Romer-Aag
han førte djærvt Apostel-Sprog —
med Herrens »Der staar skrevet!«
Og stod som Spurv i Høgedans
han i de høje Sale,
gav Kejseren han ærligt hans,
men Gud sit Hjertes Tale!
Og sad han fast i Klippekrog,
des bedre fløj hans Bibelbog
paa Modersmaalets Vinge!
Da folded ud sig Blad paa Blad,
og Fuglene fik sjunge,
da svulmed Davids Harpekvad,
og Paulus kom paa Tunge!
Da fulgtes atter Ord og Aand,
de døde Linjer Haand i Haand
stod op med Mund og Mæle!
Og da — som Abraham fra Lot —
fra Rom han skilles maatte,
og fjern fra Prunk og Paveslot
sit Kæmpe-Fodspor traadte,
da sanked han Vor Herres Hjord,
i Vadmel og med gylden Gjord,
om Ord og Sakramenter.
— En Løve med en Barnesjæl,
det var han, Martin Luther,
som sejred under Korsets Fjæl
mod Kaarder og mod Kutter!
Du Menighed i høje Nord,
velsign hans Minde, følg hans Spor,
med Tak til Gud, vor Fader.