Hvad har dog Maria fore
med sin dyre Salves Spild —
ligger Herren da paa Baare,
siden hun ham salve vil?
Nu, da han Bethania gjæster,
kom han jo som Dødens Mester:
Lazarus er atter til!
Dog hun aner, fuld af Smerte,
Fjendehadets skjulte Brand;
længer hendes Kvinde-Hjerte
skuer end de Tolvs Forstand!
Lad dem kalde det at øde —
hende blev det Sjæle føde,
ham at ofre, hvad hun kan.
Og hvorvel kun halvt hun kjender,
hvem det er, hun sidder næst,
salve ham Marias Hænder
til den store Soningsfest,
vie ham til Kors at bære,
til Guds Offerlam at være —
kjærligt, som hun kunde bedst.
Ja, hun gjorde, kvad hun kunde!
det var Herrens egne Ord!
Glemmes skal hun ingenlunde
i vor Paaskepsalmes Kor,
hun, som sad ved Jesu Fødder,
hun, hvis Hjertes dybe Rødder
drak sin Kraft af Livets Ord.
— Du, hvem meer end Kvindehænder
salved til dit Frelserkald!
Du, som salver dine Venner
med din Aand, trods Fejl og Fald,
sænk Dig i vort Hjertes Grunde,
saa vi gjøre, hvad vi kunne,
ofre, hvad vi ofre skal!