Christian Richardt (1831–92)

Paa denne Vaarens Højtidsdag,

da under Kirkens stille Tag

sig Danmarks Sønner samle,

skal ogsaa løfte sig vor Bøn

for Fædrelandets første Søn,

for Danmarks Drot, den gamle!

Med Æren blev Kong Christian graa,

og lav var Tronen for de Smaa,

og Gudsfrygt var hans Styrke!

Og Retsind var hans Fader-Arv,

og Troskab er hans Scepters Marv —

den blomstred selv i Tørke.

Og rigt velsignet blev hans Hjem,

af Tronen skød sig Troner frem,

med Børne-Skamlers Smykke —

men møjsom var hans Konge-Vej,

med meer November-Storm end Maj,

med mindre Lys end Skygge!

Et stævnet Rige blev hans Lod,

og lønlig sidder Savnets Brodd —

den stinger end med Smerte!

En sort og søndret Slotsruin,

der fyldes kun af Stormens Hvin!

Og Splid i Folkets Hjerte.

— Men som i denne Højtidsstund

til Livets Pagt paa Daabens Grund

der Ja og Haandslag gives —

lad ogsaa Pagten med vor Drot

som nu de syvti Aar har traadt,

fornyes og oplives!

Ja det er danske Hjerters Bøn

fra Hus og Hytte, Borg og Røn,

mod Himlens Kongesæde:

Velsign ham, Herre, mangeled

med Aftenrødens skjønne Fred,

og giv ham Konge-Glæde!

Velsign hans Viv, hans Børn, hans Borg —

og fri ham fra den Konge-Sorg:

Et Folk, tvedelt i Trætte!

Giv Visdom ham og Kraft og Mod,

til mellem Raad i Overflod

at vælge just det rette!

Og gid saa over Danmarks Land

som over Folkets Styrismand

Guds Naade rigt udøses!

De Baand, som har til Konge-Navn

fast knyttet Folk og Fødestavn —

de Stavnsbaand aldrig løses!