Christian Richardt (1831–92)

Som en Stuefugl i Bur,

dog en Sangfugl af Natur,

kvidred Du din lette Skjemt,

for en Aften kun bestemt —

stundum dog i ædel Harme

sang Du for med Kraft og Varme!

Som et Uhr, der sikkert gaar,

skred Du frem fra Aar til Aar,

tyst og hjælpsom, mild og sand,

tro som Ven og Arbejdsmand

i en smaat paaskjønnet Gjerning —

saadan faldt din Lykke-Tærning.

Eensom, uden eget Hjem,

fandt til Vennelag Du frem;

tidt veemodig nok i Sind,

gav Du Festens Sejler Vind —

nu er tystnet Fuglens Trille,

nu staar Uhrets Viser stille.

Dog en Rigdom har Du havt

ubeskaaren og i Kraft:

tro mod Gud og mod Dig selv,

styred Du ad Tidens Elv —

uberørt af Storm og Briser,

Øjet fast paa Pligtens Viser!

I den stille Uges Fred

brat Du sank i Døden ned,

uden Sot og Smertens-Raab —

ej foruden Livets Haab!

Ved din stille Uges Ende

Paaskesol Dig Herren tænde!