Jeg veed et Sted i Lunden
ved Højskovens Bred,
hvor Bøgebanken skraaner
mod Mosedraget ned;
dér tegner sig et Billed
i Bladrammens Grønt:
en Landsby med sin Mølle,
saa hyggeligt og kjønt.
Den rappe Møllevinge
mod Luftens lyse Mur,
den er mig som en Viser
paa Tidens travle Uhr;
den raaber mig imøde:
Brug Tiden, mens Du kan,
thi Du er ikke altid
i de Levendes Land!
Og Kirken rødmer dobbelt
i Aftensolens Skjær,
og Bedeklokken kalder
fra Arbejd Enhver;
den maner alle flagrende
Syner til Ro;
den taler om Freden,
om Haab og om Tro.
Den første Gang, da Møllen
slog ud de Vinger to,
da syntes mig, den røved
mig Kirkens stille Ro;
den tvang sig ind i Rammen
som Uro til Fred, —
nu høre de mig sammen
som Tid og Evighed.