I bløde Spirer bag Hegn og Gjærde,
der vel er danned’ som grønne Sværde,
men dog maa svaje for Vind og Vejr, —
hvor fik I Magt til at vinde Sejr?
Hvor fik I Kraft, med saa spæde Odde
at bryde Frostjordens haarde Skodde?
— En Hvisken mon gjennem Sæden gaa,
det var, som svarte de Tunger smaa:
»Vi laa saa længe og længtes saare,
da faldt i Mulden en Medynkstaare,
og Solen drog os, og viste Vej:
kom kun, I Spæde, følg efter mig!
Han, som os kaldte, han gav os Kraften,
hvor skulde ellers vi Smaafolk havt’en!
Han har mod Lyset os Vej bered’, —
hans Kraft fuldkommes i Skrøb’lighed!«