Jeg grunder og jeg grunder paa hvad Herren har beredt,
— aldrig seet!
hvad det er for et Under, mig ringe Mø er skeet!
Saa ofte jeg skuer i dit Barne-Øje ind,
en himmelsk Varme strømmer mig til Hjerte og Sind.
»Velsignede blandt Kvinder!« velsignede Bud
— Himlens Brud!
Min Sjæl ophøjer Herren, lover og priser Gud!
Hans Søn skal Du kaldes, den Højestes Søn,
og dog min Førstefødte, af Adams Kuld og Kjøn.
En Konge skal Du vorde fra Hav og til Hav
— høj af lav!
og styre Israels Hjorde med Hellighed til Stav!
Og, vog din Fader David baade Løve og Bjørn,
Du skal knuse Slangen, som lokked Evas Børn.
Og alle skal de knæle i Støvet paa din Vej,
— jeg kun ej —
jo jeg skal ogsaa knæle, men frydes ved Dig!
Jeg veed, jeg som Hannah skal give Dig hen,
men salig skal jeg prises af Kvinder og Mænd.
Fra Østen har de bragt Dig en Gave saa rund
— smil i Blund!
Og Guldet har de lagt Dig til Hjælp i Nødens Stund!
Og Røgelsen skal dufte om din Vugges grove Lin,
— Myrrhaens Beeskhed, lad den være min!
Jeg glædes naar Du tømmer mit moderlige Bryst,
— Du min Lyst;
Jeg glædes, naar Du drømmer ved Gabriels Kyst —
og dog der er en Angst, som kan isne mit Blod,
Simeons Varselsord ved Tempelsøjlens Fod!
Hvad er det for en Smerte, som skal gaa mig saa nær,
— mon alt her?
som stunget blev mit Hjerte af hvasse Mordersværd!
Skal jeg vel tages fra ham, før han voxer sig stor?
eller fristes til at tvivle paa Forjættelsens Ord?
O Josef, min Husbond, som vogted mig for Skam,
— vogt blot ham
saa trofast som en Hyrde det fremmede Lam!
Nej, I Herrens Skarer, der sang om Fred paa Jord,
I vogte ham for Farer, I følge hans Spor!
En Krybbe var din Vugge, den Nat da Du blev født,
— sov, sov sødt!
Og alt i bange Sukke mit Hjerte har blødt!
Dog fylder mig en Salighed, unævnelig og stor —
med Dig jeg bar til Verden Fred for den arme Jord!