Som en Viser paa en Korsvej
Nytaars-Kvelden plantet staar;
peger ud mod Fremtids-Dage,
og i samme Nu tilbage
mod det nys forsvundne Aar!
Ud i Taagerne det gaar —
neppe Julebarnet vugges,
førend Aarets Fakkel slukkes.
Aaret døer — men Arven bliver,
Sæd til Smil, dog mest til Graad —
skjøndt de tusind Ting vi haabe,
veed vi, Eftermandens Kaabe
væves af hans Formands Daad.
Hjertet bærer med sin Braad —
ny er Vejen vi skal vandre
men vi selv blev ej til Andre.
Gud skee Lov, at gjennem Taagen
Julebarnet med os gaar!
Thi ved Ham vi kan fornyes —
selv om snetung Himlen skyes,
bringer Solskin han og Vaar!
Han er Verdens nye Aar!
Han er Vejen vi skal vandre,
han kan Mennesker forandre!