Beethovenske Stemninger
(Sonata quasi Fantasia.)
(Sonata quasi Fantasia.)
1.
Adagio.
Mig fryder ei den lyse Dag,
Ei Skovens gyngende, grønne Tag,
Ei Stjernen i det Høie;
Thi Taarens evige Bølgeslag
Forstenet har mit Øie.
See Lundens Sanger gaaer til Ro,
Og Barnet sover fast og fro,
Og alle Trætte senges:
Hos mig vil Søvnen ikke boe,
Jeg lider og jeg længes.
En brusten Harpe er mit Sind,
Der dirrer vildt for Nattens Vind
I brudte Melodier,
Som dysser ikke Øiet ind,
Og som dog aldrig tier.
Saa saare har jeg stridt og grædt,
Mit Bryst har banket sig saa træt,
Nu kan det ikke længer;
Af Verdens Sminke er jeg mæt,
Til Lægedom jeg trænger.
Guds hellige Engel, see herned,
Vift med din Vinge Kjølighed,
Kom styrk mig, sval mig, gjem mig!
Og, faaer jeg blot et Pust af Fred,
O Herre! kald saa hjem mig.
2.
Allegretto.
I tusinde Solglimt,
I puslende Smaae!
Som, klarende Vældet
Og rødnende Fjeldet
Og kantende Løvet
Og stribende Støvet,
Saa legende gaae:
Her er en Bedrøvet,
Som trøste I maae!
I blinkende Vifter
Fra Solstraale-Krandsen,
I mister ei Varmen,
I taber ei Glandsen,
Om Guldet I drysse
Paa Liv eller Død!
Om Rosen, I kysse,
Er hvid eller rød!
I jublende Fugle,
Som kviddre og slaae!
I Klokker, som ringe
Naar Knopperne springe,
I Fløiter, som klage
Naar Stormene jage,
I vingede Smaae:
Før snart I bortdrage,
I fryde mig maae!
Mit Bryst er en Rede,
Saa tom og saa stille,
Thi Haabet er fløiet
Med Tonerne milde;
Nu boer der en Ugle,
Som klynker saa haardt;
Syng op I smaa Fugle,
Og jag hende bort!
Og I mine Blomster,
I hvide og blaae!
Som tjenende smykke
Den høieste Lykke;
Som; krandsende Baaren,
Bedugges af Taaren,
I duftende Smaae:
Et Varsel om Vaaren
I bringe mig maae!
I søde Konvaller
Fra Skovenes Dybder,
Smaa Nonner fra Løvkirkens
Kjøleste Krypter:
O smiil mig imøde,
Du duftende Snee!
At Smilet kan døde
Min dybeste Vee.
3.
Presto Agitato.
Nei det spænder og det brænder
Og det jager i mit Bryst,
Og det hamrer og det jamrer
Og det klager uden Trøst:
Altid savne, aldrig vinde!
Ingensinde, ingensinde.
Ingen Taare skal man spore,
Ingen Skygge skal man see;
Uden Hvile vil jeg smile,
Uden Lykke vil jeg lee;
Men i Toner maa jeg græde
Over al min døde Glæde.
Tause Strenge! I skal stænge
I skal gittre for et Navn;
Men hos Hende skal I brænde
Skal I sittre. af mit Savn!
Altid savne, aldrig vinde —
Ingensinde, ingensinde!