Mellem disse grønne Høje
vogted ham hans Moders Øje,
traadte han sin Barnesko;
gik med Kvinderne til Brønden,
slumred ind ved Bækkens Nynnen
hvor de høje Palmer gro.
Og naar Thabors Eg var fældet,
gik med Josef han paa Fjeldet
til den faldne Kæmpeslægt;
saae med Ynk de grønne Grene
tørne mod de skarpe Stene,
vilde gjerne Saaret lægt.
Og naar Hjordens Faar og Geder
søgte til de stejle Steder,
har han fulgt dem ogsaa did;
tidt paa Tornebuskens Tænder
har han saaret sine Hænder,
for at fri det lille Kid.
Har han leget? hvorfor ikke!
leget under Hyrdens Blikke,
tegnet Zions Mur i Sand,
og i Figentræets Skygge
lært af Spaanerne at bygge
Tempelbuer med Forstand.
Bjerget, om hvis grønne Sider
Karavanen langsomt glider,
svinder, dukker frem paany:
Det har sikkert seet ham vandre
med Maria, med de Andre
paa Besøg i Kana By.
Da har ofte han sig bukket
og af Markens Liljer plukket,
og sin kjære Moder bragt
Grønt af Vaarens Førstegrøde
og Granatens luerøde
morgenfriske Blomsterpragt.
Og ved Aftentid fra Brinken
har hun viist ham Havets Blinken
Fjernt i Karmelbjergets Læ,
Karmel, i hvis Egesale
for Elias’ Tordentale
Folk og Konge sank i Knæ.
Men naar Dagens Fakkel slukkes,
og det trætte Øje lukkes,
og han slumrer paa sit Straa:
flokke sig ad tusind Veje
til en Vagt om Jesu Leje
vingede Guds Engle smaa.
Da sig Himlen højt oplader,
og han løftes til sin Fader
og han seer sin Guddomsmagt;
dog mod Tømmermandens Hytte
vil han Himlens Sale bytte,
til hans Gjerning er fuldbragt.
Og Marias Hjerte banker,
og med underlige Tanker
staar hun hos sin lille Søn;
Solen stiger, Alt er rede;
og hun hører Barnet bede,
Ham som er Alverdens Bøn.