Kom I, som maatte gynge
paa dybe Verdensvand,
og lad en Sang os synge
om Danmarks gamle Land!
det lille og det milde,
med Øers grønne Krans,
med Skovene de stille,
med Mindets Risle-Kilde
i fager Regnbu’glans!
Thi fæsted her vi Anker
og knytted nye Baand,
og tænkte Fremtids-Tanker,
og rørte Fod og Haand —
hvor langt endog vi flytter
paa denne Verdens Bred,
ej Moderland vi bytter,
og vore Høj sals-Støtter
dem vil vi have med!
Først rejse vi paa Tilje,
ihvor vi end skal bo,
Højsædet for vor Vilje:
vor Barndoms gamle Tro!
Den bringe Hjertet Hvile,
Bud om Guds Kjærlighed,
saa Kjække fremad ile,
saa Grædende kan smile,
og Bange finde Fred!
Men Væggen vil vi klæde
med Modersmaalets Dug,
saa Kuldepust og Væde
ej lammer Sind og Hug!
med dejligst Væng’ og Vange
den Dug er vævet ind,
med Billeder saa mange
som Nordens Sagn og Sange,
i ædle Tankespind.
Kast Ved til Arne-Flammen,
Du danske Folke-Aand,
at vi maa knyttes sammen
i Broderligheds Baand!
saa Luften sommermildnes
af jævnt og frejdigt Ord,
saa Tvivl og Mismod stilnes,
og Virkelysten ildnes
af friske Pust fra Nord!
Ja, mens vi trøstig dyrke
vor ny Columbus-Strand,
skal det vort Hjerte styrke
at see mod Fædres Land!
hvor Kirkeklokken ringer
til hjemlig Søndagsfred,
hvor Modersmaalet klinger,
hvor Mindets Kilde springer
— dér har vi Danmark med!