II. En Fjeldsti
Svendene forsamled’ om en Hyrde.
Svendene forsamled’ om en Hyrde.
Hyrden (fortæller.)
I Borgen hist hun hviler
den høje Kongemø;
ej hører hun Skovens Susen,
ej veed hun af Bølgens Brusen
fra den larmende Sø.
De tusind hvasse Torne
er skudt om Borgen frem;
det er som en Skov af Lanser,
hvis flygtige Rose kranser
Søvnens sælsomme Hjem.
Derind tør Ingen komme,
bag denne Torneslaa,
der størknedes Livets Vover,
derinde den Jomfru sover,
mens Tiderne gaa.
Og ingen Røgsky ruller
sig frem i Luftens Hav,
og ingen Latter frisker,
og ingen Elskov hvisker;
Alt er som en Grav.
Thi baade Svend og Terne,
og baade Hest og Hund,
og Duerne paa Slaget,
og Svalen under Taget
sover det samme Blund.
Men mangen eensom Hyrde
har paa sin Nattevagt
fornummet Drøn og Bulder,
lig Storm om Fjeldets Skulder,
fra Dalens dybe Tragt.
Det er de gamle Guder,
som længes efter Blod.
Hylende de sig samler
om Hallens Offerskamler,
hvor deres Støtter stod.
Gjerne vilde de knuge
af Knoglen Offerdamp;
i slangeknudet Blanden
rase de mod hinanden
i afmægtig Kamp.
Men lige trygt hun sover
den høje Kongemø;
korset hun blev ved Vældet
af ham, som sank fra Fjeldet
i den larmende Sø.
Et Horn lyder; Svendene istemme det tidligere
Kor.
Fra den svulmende Dal,
gjennem Vinløvs-Portal,
op paa Skovtjeldet Vildtet at bede!
Bort fra Alt der er tamt,
til vi Maalet har ramt,
der er trangt, der er lummert dernede!
Ridderen (viser sig.)
Ja Svende, op til Maalet vi har ramt,
et bedre Maal vi aldrig sigted efter,
og denne hvide Hind mit Blik maa fange,
ja var det for at dø i samme Stund!
Kor.
Vi er Tornene nær,
griber Øxe og Sværd!
Gjennem Troldenes Mur maa vi trænge!
Vi har Kraft, vi har Mod,
og er Lykken os god,
deres tornede Brynje vi sprænge.