Christian Richardt (1831–92)

Før Skoven tog sin Vinterdragt,

Før Snee blev om din Isse lagt,

Du kom i hvide Klæder!

Ak, Skoven den har Krandse nok:

Dem rækker Dig en Venneflok,

Mens mangt et Øie græder.

Thi trofast var Du mod din Ven,

Og glad og gjerne gav Du hen

Hvad Smiil Du fik i Eie;

Og uden Larm, men dog til Fryd,

Som Kilden med sin sagte Lyd,

Du vandred dine Veie.

Og Kilden i det tause Krat,

Den synger nu ved Dag og Nat

Veemodelig dit Minde;

Som den din Aand sin Støvvold brød,

Og den skal gjennem Grav og Død

I Naadens Hav udrinde.