Danmarks Frihed
(Den 5. Juni 1860.)
(Den 5. Juni 1860.)
Frihed! Du Nordens kjække Mø,
Badet i Blod, kun ei i Taarer,
Født paa den grønne, gyngende Sø,
Og med Malm i de svulmende Aarer:
Solbruun om Kinden,
Vild som en Bjørn og let som Hinden,
Sad du ved Strand med Muslingkrands
Og sang Takten til Sværdenes Dands,
Og lod Lokkerne flagre for Vinden.
Munkene traadte Kirkesti,
Snart kunde Kæmpen Korset finde;
Da var din Enevælde forbi,
Du blev buret i Klosteret inde.
Brynjen du sprængte,
Sløret du tog og Spydet slængte;
Flittig du bad din Rosenkrands,
Og dit Øie fik mildere Glands;
Men paa henfarne Tider du tænkte.
Tugtet og tæmmet fløi du ud;
Det var et Skær af Fremtids Morgen!
Borgherren tog dig til sin Brud,
Du blev Frue, men Frue paa Borgen!
Forrest af Alle
Red du i Skovens lyse Sale,
Jog med din Falk ved det blaanende Hav;
Men en Hyttedør var dig for lav,
Og en Borgermands Trapper for smalle.
Vingede Frihed! lange Aar
Pynted man dig med Fløil og Flitter;
Tærne du var i Kongens Gaard,
Men en Fange bag gyldene Gitter.
Lønlig og stille
Sneg du dig til de Unges Gilde,
Nynned ved Strand din Barndoms Sang:
Da sprang Kongsporten op, saa det klang
Gjennem Krigslarmens Dønninger vilde.
Gjenfødte Frihed! Du som nys
Vaagned ved Danmarks Moderhjerte,
Vaktes som Rosen ved Vaarsolens Kys,
Kom og deel hendes Fryd, hendes Smerte!
Styrk hende atter!
Tag hendes Aag, naar Byrden matter!
Læg dine unge Skuldre til!
Da forynges og seire hun vil,
Hun og Du, hendes gjenfundne Datter!