Christian Richardt (1831–92)

Før Skoven tog sin Vinterdragt,

før Snee blev om din Isse lagt,

Du kom i hvide Klæder!

Ak, Skoven den har Kranse nok:

Dem rækker Dig en Venneflok,

mens mangt et Øje græder.

Thi trofast var Du mod din Ven,

og glad og gjerne gav Du hen

hvad Smil Du fik i Eje;

og uden Larm, men dog til Fryd,

som Kilden med sin sagte Lyd,

Du vandred dine Veje.

Og Kilden i det tause Krat,

den synger nu ved Dag og Nat

veemodelig dit Minde;

som den din Aand sin Støvvold brød,

og den skal gjennem Grav og Død

i Naadens Hav udrinde.