Danmark
(Efter Krigen.)
(Efter Krigen.)
Mit fagre Hjem, hvor Bølgen blaa
Har nynnet Takten for min Vugge!
Havfruer, som af Dybet dukke,
Vaarfriske Krands af Øer smaa!
Hvor er saa luunt at bygge Rede,
Hvor er saa blomsterblødt at træde,
Som paa din moderlige Jord!
Høistammet voxer Rosen ei,
Og Sydens Lilje mere pranger;
Men jeg er glad som Bøgens Sanger
Naar kun jeg har min danske Mai.
Lad Andre være bedre vante!
Hvor Troskab er en Frilands-Plante,
Vil Friheds-Træet frodigt groe.
Og Fjeldets Sønner, de har vel
En Smule nærmere til Himlen,
Men Øiet møder Stjernevrimlen
Saa godt fra Slette som fra Fjeld;
Skyhimlen! det er vore Bjerge!
Og vore Høie er kun Dværge,
Men hver og en har Kjæmper gjemt.
Staa fast mit gamle danske Huus,
Hvis Væg den friske Laure klæder!
Sværdodden var en Lynafleder,
Dit søndre Taarn sank ei i Gruus;
Freds-Svalen hænger under Taget
Og qviddrer efter Tordenbraget:
Staa fast mit gamle danske Huus!