Hvor Athenens Mure slippe
tætved Tempelhøjens Fod,
ligger der en øde Klippe,
skyllet tom af Tidens Flod:
Højnet i det hede Sand
som et Vrag paa nøgne Strand,
bar og uden Blomsterhækker,
Areopagos sig strækker.
Hellas’ gamle Dommersæde,
hvor i Nattens Højtidsstund
den Beskyldte maatte træde
paa sin Gjernings nøgne Grund!
End til Højens lave Tind
gaa de halvt forhugne Trin,
skaarne ud i Klippegangen:
Livets sidste Trin for Mangen.
Staden er i Søvnens Dvale,
vaagent er kun Straffens Staal,
gylden Taushed, Sølver-Tale
lægger Lod i Retfærds Skaal.
Men da Hellas’ Retfærd svandt,
og da Vantro Taager spandt,
traadte op paa denne Svale
Taleren fra Tarsos’ Dale.
Helt for alle Troens Helte,
stærke Paulos, det var Dig,
som om Natten virked Telte,
og om Dagen slumred ej;
spændte ud paa knudret Felt
Troens lyse Kongetelt,
det som svaler Hjertets Brande,
skygger syndefuret Pande.
Paulos taler — Øjet glider
mellem Gudestøtter ud —
om Vankundighedens Tider,
om »den ubekjendte Gud«;
af den gamle Domstol gror
det Forargelsernes Ord:
Der er En, som er opstanden,
Han er Dommer, ingen Anden!
Paulos taler, Spiren lægges
til en lille Menighed;
tidt i Storm hans Plantning knækkes,
kaster dog sit Frø i Fred.
Hellas gaar mod dybe Fald,
og først seent det rejses skal,
vidt dog over Hav og Fjelde
fløj Apostlens Ord med Vælde.
Men de gamle Afgudshære
fandt sig mangt et nyt Athen:
Altre for den tomme Ære
rejstes uden Offersteen;
Kjødet og det kjære Selv
fik sig nye Tempelhvælv, —
dog fra dunkle Hjertekroge
blinker der en Kirkelaage.
Ja, i mange trætte Sjæle
end en lønlig Sti der gaar
som en Rest af Trappefjæle,
hugne ud i Barndoms Aar,
mod et Areopagos,
Tungens Nægtelse til Trods,
mod et stille Dommersæde,
hvor Erindringerne græde.
Paulos med dit stærke, klare,
elvefriske Christusbud,
tal igjen til denne Skare
om den ubekjendte Gud!
Røst fra Areopagos,
tal til dem og tal til os!
Lær os tro, og lær os stride,
lær os elske, lær os lide!